Please note…

You are now on the ey.com Denmark site. To return to the ey.com United States site or other country site, click on the Denmark (Danish) link on the upper right of this page, and select your preferred country site.

x
Skip to main navigation

EOY: Et marked, der bare vokser... - Ernst & Young - Denmark

Et marked, der bare vokser...

24. november 2011

Af Jesper H. Andersen for Ernst & Young

Det er ikke muligheder, der mangler for firmaet European Energy, der udvikler energiprojekter med vindmøller og solenergi. Kunsten er i stedet at begrænse risikoen.

Der findes mennesker, der synes det går alt for langsomt med at omlægge energiforsyningen til bæredygtige løsninger som vind og sol. Men dem hører European Energys direktør, Jens-Peter Zink ikke til – selv om det netop er, hvad han tjener sine penge på.

”Her i Vesteuropa sker der en omlægning af energi fra fossile til vedvarende brændstoffer. Den omlægning sker hurtigt, synes vi, når man lægger ambitiøse planer frem til 2050,” siger han.

”Solenergi vokser f.eks. med 30-40 pct. om året, og kan bliver ved med at vokse med 30 pct. om året i 30 år, hvis vi skal nå målene. Og det er ikke engang de aggressive scenarier.”

For European Energy er det ensbetydende med, at de befinder sig på et vækstmarked i en grad, som virksomheder i mange andre brancher kun kan kigge misundeligt efter. Jens-Peter Zink og hans kolleger har specialiseret sig i at udvikle energiprojekter med vindmøller og solenergi. Firmaer som Vestas og Siemens, der bygger vindmøllerne, er velkendte i offentligheden, men European Energy har ikke ambitioner om at være en af dem, der skaber overskrifter. De er tilfredse med at gøre det, de er gode til: at stå for hele projektet, når der skal opføres parker med vindmøller eller solenergianlæg. Det er lige fra at snakke med landmanden, som ejer den jord, man gerne vil opstille anlægget på, til at ansøge om tilladelse hos myndighederne og finansiere projekterne. Hardwaren lader de som nævnt andre om.

International forretning
Vindmøller og solceller er naturligvis afhængig af, at der er masser af sol eller blæst der hvor man opfører anlæggene. Det er den ene parameter, som European Energy kigger på, når de skal vurdere hvor attraktivt et marked er.

”Det er også afgørende for os at der er politisk stabilitet. Vi skal jo leve af at sælge strømmen i mange år fremover,” fortæller Jens-Peter Zink.

”I Sydeuropa er det lige nu politisk ustabilt, og så er Nordeuropa mere i fokus. Sol er måske også lidt mindre i fokus end vind for tiden, fordi sol er mere usikkert politisk. Men det kan ændre sig hurtigt.”

European Energy har 14 forskellige nationaliteter ansat på hovedkontoret i Lyngby, hvor projekterne rundt omkring i verden styres fra. Den internationale og samtidig lokale tilgang er ifølge direktøren med til at give firmaet succes med at skaffe byggetilladelser og omsætter projekterne fra tegnebrættet til at der bliver bygget. Og så giver det fleksibilitet at alt er samlet i Danmark:

”Vi vil kunne styre usikkerheden, og det kan vi ikke, hvis vi f.eks. har ti mand i Madrid og pludselig ikke længere vil være på det spanske marked. Så er det meget lettere, hvis de sidder her i Lyngby, hvor vi kan flytte dem til andre markeder som taler spansk,” forklarer Jens-Peter Zink.

Grøn strøm bliver billigere
Som om der ikke var gang nok i markedet, er der udsigt til at vækstraterne tager et stort nøk opad, hvis – eller snarere når – branchen bliver uafhængig af offentlige subsidier.

”Det er både en stor risiko og fantastisk ting, der er ved at ske. Det er en proces, der har været i gang længe. På solsiden går det stærkt, mens det på vindsiden går knapt så stærkt,” siger Jens-Peter Zink.

”I dag kan man enten bygge et konventionelt kraftværk eller et grønt, men er det grønne dyrere, er det måske ikke så oplagt et valg. Hvis det derimod ikke er dyrere, er der ingen argumenter for ikke at gøre det.”

Jens-Peter Zink regner med, at man inden for de næste 20 år – og måske før – vil kunne producere grøn strøm lige så billigt som traditionelle kraftværker kan.

”Så bliver der meget højt til loftet. Er man ikke afhængig af subsidier kan man bygge masser af anlæg i lande som USA, Spanien, Italien og Tyrkiet hvor subsidierne i dag er usikre.”

For et firma som European Energy handler det først og fremmest om ikke at forspise sig.

”Vores fokus er på at sikre en lønsom vækst. Vi vil gerne vokse, men også tjene penge,” siger Jens-Peter Zink.

”Vi er ikke på de store vækstmarkeder, og måske skal vi heller ikke være der. Vi er 40 mand, og selv i Danmark ville vi have masser at lave til alle medarbejdere. Der er ikke noget marked, hvor vores andel kan måles i hele procenter. Vi kan vokse rigtig, rigtig meget, hvis vi er gode til det vi gør.”

De tre ejere af firmaet har slet ingen planer om at sælge forretningen.

”Vi er relativt unge mennesker, og vi synes, det er sjovt at drive virksomheden fremad. Det er ikke formålet at blive rige hurtigt, men at vokse virksomheden langsigtet og stabilt,” lyder det.

”Hvis noget, så skal vi styrke kapitalbasen for at kunne vokse hurtigere – tage nogle større skridt og større risici på nye markeder..”


Kategorivinder 2011
European Energy blev den 24. november 2011 kåret som vinder i kategorien Cleantech i vækstkonkurrencen Entrepreneur Of The Year - læs også pressemeddelelse.


eoy_2009
Back to top