Please note…

You are now on the ey.com Denmark site. To return to the ey.com United States site or other country site, click on the Denmark (Danish) link on the upper right of this page, and select your preferred country site.

x
Skip to main navigation

EOY: 6,5 mia. kr. i omsætning på under ti år - Ernst & Young - Denmark

  • Share

6,5 mia. kr. i omsætning på under ti år

2. november 2011

Af Jesper H. Andersen for Ernst & Young

Iværksætterne bag Frederica-firmaet Monjasa erobrer en stadig større del af det globale marked for brændstof til skibe. I 2012 regner de med at tjene over 100 mio. kr. efter skat – og forretningen skal femdobles de næste ti år.

At der er penge at tjene når man handler med olie, er ikke nogen nyhed. Men at to danske iværksættere på under ti år kan opbygge en global milliardforretning fra ingenting lader ane, at der gemmer sig andet end dansk middelmådighed på broen.

”Det handler om at være omhyggelig. Ved at lægge hver sten med omhu, har man pludselig en mur, som kan være stor og blive høj, fordi fundamentet er stærkt,” siger dir. Jan Jacobsen, der har startet firmaet og driver det den dag i dag sammen med partneren Anders Østergaard. De to var hhv. 29 og 23 da de lagde ud, så de flotte resultater til trods er der stadig ingen grå hår i kikkerten.

Grundfilosofien er aggressiv:
”Vi vil hellere lade os styre af lysten til at vinde end af frygten for at tabe. Det er en udfordring når konjunkturpilen peger nedad, men det kan godt omsættes operationelt. Vi fokuserer ikke overdrevet på at spare på omkostningerne, men investerer hellere for at se udbytte længere fremme. Det er hovedopskriften,” speedsnakker Jan Jacobsen.

Monjasa Gruppen består i dag af ti selskaber hvis aktiviteter strækker sig fra oliehandel over shipping til offshore supply-aktiviteter. Gruppen har repræsentation med egne brændstof-stationer i Mellemøsten (Dubai), Vestafrika og Baltikum, men kan levere olie på alle kontinenter via underleverandører.

”Størrelse i sig selv er ikke en hovedmålsætning. På den anden side ville det være forkert at sige, at vi ikke kigger i den retning. Vi forecaster, at vi kan femdoble i de næste ti år, og det er måske endda uambitiøst, men det mener jeg, vi kan holde. Det totale globale marked er på 120-150 mio. tons olie, og vi håndterer i dag 2 mio. tons. Så skal man ikke være ret skrap til regning for at se vækstpotentialet,” fortæller iværksætteren, og tilføjer, at konjunkturerne er nødt til at være med for at foretage de store tigerspring, så lige nu er fokus mere på at gøre tingene rigtigt end på væksten.

Hjerte og sjæl
Med en så succesfuld forretning forventer man måske ikke at støde på begreber som hjerte og sjæl. Men det er lige præcis hvad Jan Jacobsen og Anders Østergaard lægger vægt på. Det drejer sig om at interessere sig for det man laver. Nogen vil kalde det passion.

”Kunder og leverandører ved alt om markedet, så det handler meget om pris. Men når det er sagt, mener vi, at vi forsøger at bringe hjerte og sjæl med ind i det. Det kan f.eks. godt være, at vi har nogle rettigheder i fh.t. vores generelle salgs- og leveringsbetingelser, som vi ikke udnytter. I stedet forholder vi os ofte subjektivt til tingene og gør gerne en tjeneste – den ene er jo den anden værd,” siger Jan Jacobsen.

”Inden for business-to-business er der tendens til kun at fokusere på, hvad der kan måles. Vi vil også fokusere på at gøre tingene rigtigt. Der skal være en faglig stolthed, som ligger over alt, og når den opfyldes, så følger bundlinien som oftest med af sig selv,” lyder det.

Værdierne er især vigtige, når der ansættes.

”Vi kan have nok så mange holdninger og værdier, men det kræver, at de mennesker vi ansætter har samme værdier som fundament. Derudover er det ikke nok, at hver har sin spidskompetence – de skal også kunne arbejde sammen med andre.”

Den første mand de to iværksættere ansatte var en it-mand til at udvikle systemerne, som firmaets forretning drives på.
”Folk grinede, men det er vigtigt, at systemerne er up-to-date, og at vi aldrig fejler på den del. Har vi et godt system, har vi også mulighed for at vækste.”

Dansk købmandsskab
I dag, hvor Monjasa opererer i hele verden, er der også kulturelle barrierer at forholde sig til som leder.

”Danmark er forholdsvis ukompliceret at lave forretning i for en dansker, men i andre lande, f.eks. De Forenede Arabiske Emirater, USA, eller Singapore, gør andre ting sig gældende. Vi gør generelt meget ud af at benytte den danske model. Dansk købmandsskab kan bruges over hele verden, og vi forsøger at opretholde en moderne ledelsesstil. I nogle kulturer kan det forveksles med, at ingen bestemmer, men det er vi også sluppet godt afsted med. Kollegerne forveksler ikke det at være rar med ikke at have styr på tingene.”

Trods den efterhånden vidt forgrenede virksomhed føler Jan Jacobsen og Anders Østergaard sig stadig som iværksættere.

”Vi leder hele tiden efter nye geografiske lokationer, hvor vi kan tilføre købmandsskab, og hvor rederierne kommer ofte med skibe, men ikke har nok olie i ordentlig kvalitet, eller hvor den ikke er billig nok. Så lægger vi os der, hvis vi kan gøre en forskel.”


Regionsvinder 2011
Monjasa A/S blev den 1. november 2011 kåret som vinder i Region Syd- og Sønderjylland i vækstkonkurrencen Entrepreneur Of The Year - læs også pressemeddelelse.


eoy_2009
Back to top