Når bølgerne går højt
25. november 2010
Af Jesper H. Andersen for Ernst & Young
Odense-firmaet CT Offshore har succes med at drive rederi, lægge, servicere og overvåge søkabler på havbunden. Sidste års overskud var på 55 mio. kr.
Man skal have gang i den store kikkert for at få øje på en af Danmarks mest succesfulde iværksættervirksomheder. Ikke fordi, de ikke syner af meget – men fordi de tjener deres penge på åbent hav. CT Offshore har fra deres adresse på havnen i Odense opbygget en succesfuld forretning inden for nedlægning og vedligeholdelse af strømkabler til søens vindmøller.
”Det er en drivkraft, der handler om at nå noget i en fart,” siger grundlæggeren af firmaet, Paw Cortes, om beslutningen om at springe ud som iværksætter tilbage i 2002.
På det tidspunkt havde han opbygget erfaring med nedlægning af fibernetkabler på havbunden for de store teleselskaber, efter at have afsluttet sin uddannelse på Navigationsskolen i Svendborg.
”Historien er ikke længere, end at markedet for telekabler styrtdykkede i starten af 2000. På det tidspunkt var de begyndt at opsætte vindmøller, og de skulle også have kabler,” beretter Paw Cortes.
Tilværelsen som selvstændig begyndte som konsulent for en havmøllepark ved Nysted i farvandet ud for Lolland. I 2004 købte CT Offshore det første skib, og siden er det gået slag i slag for virksomheden, der i dag har fire skibe og beskæftiger 130 mand.
”Det er kommet i trin. Jeg ved ikke om man kan sige, at der har været et skelsættende øjeblik,” siger Paw Cortes, der på trods af krisen har kunnet foretage store investeringer i skibe og materiel.
”I år er vi gået op i skibsstørrelse og har skiftet liga, så vi kommer op, hvor vi kan drille de store,” lyder det med slet skjult tilfredshed.
Men selv om budgetterne for de kommende år ser lovende ud, skal tallene på papiret kunne ændre sig hurtigt. Man kan let komme ud for at skulle købe en ny maskine for at vinde en ny kunde – og det skal man turde, uanset om det er med i budgettet eller ej, mener iværksætteren.
Ingen dyb tallerken
CT Offshore har kunnet vokse i takt med efterspørgslen.
”Markedet har ikke haft de store behov og krav – de har ikke altid vidst, hvad de ville få brug for. Men jeg ved det fra parallelmarkedet,” fortæller Paw Cortes med henvisning til hans og de mange dygtige kollegaers erfaringer med nedlægning af telekabler.
”Vi har ikke opfundet den dybe tallerken. Vi kiggede i et marked, der lignede det vi er i, og så var resten timing, og overførelse af knowhow.”
Markedets behov stiger både med det større antal havmøller, og med kravene til den enkelte møllepark.
”Møllerne bliver større og større, og skal længere ud på havet. Så stiger kravet til værktøjet også, og så er kunsten at time investeringen. Man skal være en anelse foran, men heller ikke for langt foran, for så kan man ikke sælge,” er hans erfaring.
”I perioder har vi brugt tid på noget, som måske har været foran sin tid, og håbet at vi kunne overtale kunden. Men de har ikke været der endnu, og så måtte vi skrinlægge det.”
Paw Cortes er i øvrigt ikke en mand, der sælger sin bjørn, før den er skudt.
”Vi opbygger værktøjskassen først, og så går vi i gang, når vi føler vi er klar. Vi vil gerne opbygge et ry om, at tingene virker, når vi er færdige. Vi har ved flere lejligheder levet af at rydde op efter de store.”
Drevet af praktikere
Paw Cortes har løbende udviklet sine ledelsesevner i takt med virksomhedens vækst, og anser de mange dygtige og engagerede medarbejderne som den helt centrale forudsætning for at kunne levere kvalitet og service.
”Men den langsigtede plan har jeg selv lagt. Jeg har hele tiden vidst, hvor vi ville hen, og har også gjort de sidespring, der skulle til. Man kan godt lægge sig fast på en bane, men hvis markedet vil den anden vej, så skal man ikke sidde og holde på sit,” siger han.
”Det, der nok har gjort os gode, er at undlade at være alt for fastlåste af budgettet. Vi er drevet af praktikere, ikke økonomer, og vi er løsningsorienterede, selv om det koster lidt penge en gang imellem.”
”Men nu har vi også nået en størrelse, hvor vi skal til at kigge på organisation og langsigtede investeringsplaner. Vi har jo ansvaret for 130 ansatte, der også skal forsørge deres familier.”
Der ligger en helt klar strategi om, at firmaet skal vækste og øge både flåden og projektstørrelserne. Og vinden lader til at være med CT Offshore.
”Det ser ud til, at der i årene fremover vil komme rigtig mange store projekter,” slutter Paw Cortes.