Please note…

You are now on the ey.com Denmark site. To return to the ey.com United States site or other country site, click on the Denmark (Danish) link on the upper right of this page, and select your preferred country site.

x
Skip to main navigation

EOY: Dansk firma bedst til at rense dieseludstødning - Ernst & Young - Denmark

  • Share

Dansk firma bedst til at rense dieseludstødning

25. november 2010

Af Jesper H. Andersen for Ernst & Young

Cleantech-firmaet Amminex i Søborg har verdens bedste teknologi til at rense dieseludstødningen for skadelige stoffer.

Det er næppe mange direktører, der som Jens Hinnerskov ikke ønsker for megen presseomtale.

”Vi behøver ikke overbevise kunderne om, at vi har et super produkt. Det ved de,” lyder den misundelsesværdige udmelding.

Han sidder i spidsen for det Søborg-baserede Amminex A/S, der er verdens bedste til at fjerne skadelige stoffer fra dieseludstødningen – den slags, der skaber syreregn og smog, og giver et gulligt skær over byerne. Kvælstofdioxid, f.eks., eller i daglig tale bare NOx.

”Filtrene fjerner partiklerne, der giver kræft. Men hvis ikke man fjerner NOx’en, får man en masse luftvejssygdomme,” forklarer direktøren, der udover at være inde i varmen hos kunderne også er hjulpet på vej af lovgivningen, der kræver, at bilproducenterne fjerner de skadelige stoffer.

Lige nu er Jens Hinnerskovs største udfordring at få produktionen kørende, så Amminex kan leve op til de kontrakter, der allerede er indgået. Det er ikke kun selve produktionsapparatet, som giver udfordringer, men også den kemiske proces, der skal til for at producere firmaets produkt, som er vanskelig i stor skala.

”Der er en lidt ældre teknologi, som også fjerner NOx’en, men ikke så effektivt som vi gør. Især i bytrafik virker den eksisterende teknologi meget dårligt. Målt på bykørsel gør vi det 60 pct. bedre. På landevejen, hvor man fiser derudaf og motoren er varm, er forskellen ikke så stor. Problemet er køerne i byen.”

I Europa kører 65 pct. af alle nye personbiler på diesel.

”Det er kun i Danmark, hvor vi har den høje beskatning af dieselbiler, at de ikke har så stor en andel. Men især de små dieselbiler er begyndt at spurte fremad. Har du en benzinbil og en dieselbil, der kan det samme, så kører dieselbilen 20 pct. længere på literen. Men så er der det med at få udstødningen renset.”

Også til brændselsceller
Amminex guldæg er opfundet af fem DTU-folk i 2005, hvoraf der i dag er to, som stadig er aktive i selskabet. Det blev i første omgang udviklet til sikker lagring af brint til brændselsceller, der skal afløse batteribilerne.

”Vores teknologi er meget velegnet til at lagre energi. Vi gør det muligt at få energi med i stedet for batterier. Udfordringen er, at brændselsceller ikke er så udviklede endnu og heller ikke er billige nok,” fortæller Jens Hinnerskov, og skyder på, at der går 10-15 år inden den del af forretningen for alvor lægger fra kaj.

”Nogle mener, det går hurtigere. Men det tager 8-10 bare at udvikle bilen.”

Amminex’ teknologi er også relevant andre steder, hvor der er dieselmotorer. Det er f.eks. i toge, i nødstrømsgeneratorer, entreprenør- og landbrugsmaskiner eller inden for skibsfarten, hvor hjælpemaskineriet der laver strøm bruger diesel.

”Cruiseskibene i Københavns havn ligger og oser for at lave strøm. De kunne godt bruge noget af vores teknologi, så blev det renere.”

Men i første omgang gælder det dieselmotorerne til køretøjer. Amminex har allerede en femårig kontrakt til levering af sin teknologi til amerikanske Navistar-lastbiler, som sikrer firmaet en årlig millionomsætning. Forude venter markedet for personbiler, der er mange gange større.

”Vi går fra at være en iværksættervirksomhed til at være en vigtig cleantech-leverandør ved at indgå partnerskaber med industrien og en række kapitalfonde, som har givet os afgørende indsigt i automobilverdenen samt de nødvendige penge til at drive virksomheden hurtigt frem,” siger Jens Hinnerskov.

Selv om monteringen foretages i udlandet, er produktionen dog indtil videre bevaret i Danmark, i henholdsvis Nyborg og Herfølge.

eoy_2009
Back to top