Please note…

You are now on the ey.com Denmark site. To return to the ey.com United States site or other country site, click on the Denmark (Danish) link on the upper right of this page, and select your preferred country site.

x
Skip to main navigation

EOY: Hvad skal der til? - Ernst & Young - Denmark

  • Share

Hvad skal der til?

24. august 2010

Vi har stillet vores juryformand Christian Frigast, adm. direktør i Axcel A/S, nogle spørgsmål om fremtidens entrepreneurer – her er svarene.

Hvilke egenskaber skal den næste generation af entrepreneurer have for at blive førende i 2020?
Udfordringen for iværksættere er ikke kun den gode idé. Den er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Den store udfordring er, hvordan man navigerer igennem de mange risici. At være iværksætter svarer til at svømme igennem et hajfyldt farvand - man har kort og godt alle odds imod sig. Man skal turde tænke ordentligt igennem, hvad der kan gå galt, og så agere ud fra det.

Mange gode ideer er måske også for små til det danske marked. Derfor skal man turde tænke internationalt. Har man tilstrækkelig kapital? Hvordan får man overbevist andre om, at ens idé kan blive til en sund og stærk virksomhed?

En kritisk tilgang til ens egen forretningsidé gør det nemmere at undgå risici. Men man skal turde sige ja tak til hjælp. Det kan være fra en professionel bestyrelse, en mentor, en samarbejdspartner eller de regionale væksthuse. Man kan ikke gennemskue alting alene.

Hertil kommer evnen til at forudse, hvor væksten vil være fremover. Det nemme svar er BRIK-landene, men måske skal man nu til at se nye steder hen for at være med i næste bølge. Afrika er et godt eksempel. Jeg tror, det giver ekstra brændstof til entrepreneurånden, hvis man samtidig kan være med til at udvikle netop det kontinent, for de har virkelig brug for det. Et eksempel på et godt initiativ er MyC4, der formidler mikrolån til afrikanske virksomheder.

Hvad bliver drivkræfterne bag succes i de næste 10 år?
Nye forretningsmodeller, der har succes, er ofte globale. Navnlig i et lille land som Danmark. Men de behøver ikke nødvendigvis være baseret på avanceret teknologi. Vores eget selskab Pandora, der fremstiller smykker, er et godt eksempel på det. Udviklingen foregår i Danmark og produktionen i Asien, men salget er globalt, fordi Pandora har ramt mange forskellige forbrugeres smag. Pandora er ikke hi-tech, men hi-craft.

Men der er jo en udfordring i alle vestlige lande, som handler om velfærdsservice, og her er vi altså på det helt nære hjemmemarked. De offentlige budgetter er ved at bryde sammen på grund af en stigende ældrebyrde, og fordi produktiviteten i den offentlige sektor ikke kan følge med den private sektor. Derfor tror jeg også på, at det offentlige må åbne sig over for entrepreneurer, der kan revolutionere vores måde at arbejde med offentlig service på. Vi har selv gode erfaringer med det i Sverige, hvor vi driver en kæde af friskoler, hvor vi er i stand til at tjene penge, samtidig med at elever og ansatte er mere tilfredse end før. Falck og ISS er gode danske eksempler i stor skala, men vi trænger til at ruske op mange flere steder i den offentlige sektor. Jeg tror,
den entrepreneurånd skal komme udefra.

Hvordan ser en virksomhedsleder ud i 2020?
En dygtig virksomhedsleder forstår at sammensætte et hold med mange forskellige kompetencer både fagligt og kulturelt. Det er også en måde at reducere sine risici på. De fleste virksomheder dør, fordi de bliver overrasket over, hvordan markedet udvikler sig. De har ikke set sig ordentlig for og har ikke afdækket risiciene. Fremtidens virksomhedsleder har adgang til de nødvendige informationer og forstår at kondensere informationen qua et stærkt netværk og gennem medarbejdere, der har fået rum til at udvikle sig. Og så skal den dygtige leder forstå sine egne begrænsninger. Man skal grundigt overveje at sælge sin virksomhed eller få et nyt ledelsesteam ombord, før det er for sent. Det tror jeg fremtidens entrepreneurer vil være bedre til end dem, vi har set indtil nu. Det er i virkeligheden enormt modigt at sige fra, mens tid er.

Uddannelse er fortsat vigtig, men det interessante er, at mange succesrige entrepreneurer ikke nødvendigvis har en lang uddannelse bag sig. De har bare en god idé, som de brænder for, og det gør det naturligvis endnu mere vigtigt, at de har adgang til de kompetencer, de ikke selv har, fra ansatte eller rådgivere.

Vil verden være mere - eller mindre - globaliseret i 2020, og hvad kommer det til at betyde for entrepreneurerne?
Verden bliver stadig mere globaliseret. Det er en udvikling, som ingen har interesse i bliver bremset, for vi bliver alle rigere, hvis vi handler mere med hinanden, og informationerne flyder frit. For entrepreneurerne betyder det, at de skal blive endnu bedre til lave en forretningsplan, der rækker ud i den store verden.

eoy_2009
Back to top