Please note…

You are now on the ey.com Denmark site. To return to the ey.com United States site or other country site, click on the Denmark (Danish) link on the upper right of this page, and select your preferred country site.

x
Skip to main navigation

EOY: Velkommen til Entrepreneur Of The Year 2009 - Ernst & Young - Denmark

  • Share

Velkommen til Entrepreneur Of The Year 2009

I år er det 13. gang, at vi kårer Danmarks bedste vækstvirksomheder.

2008 var på mange måder et skelsættende år. Finanskrisen ramte Danmark og dermed dansk erhvervsliv hårdere, end de fleste havde forventet og forudset. Krisen tynger fortsat mange virksomheder, og det er stadig uvist, hvornår Danmark er helt ude af krisens kløer.

Danmark har brug for entrepreneurer - mennesker, der har modet til at gå forrest, mennesker som kan gøre en forskel og ikke mindst mennesker, som har evnen og viljen til at motivere andre til at se og udforske nye muligheder. Danmark er et land uden mange naturlige råstoffer, og derfor er det vigtigt, at vi fokuserer på anvendelse af viden. Det har mange sagt og skrevet før, men det understreger bare vigtigheden af budskabet.

Under vores Entrepreneur Of The Year program udarbejder vi flere rapporter og analyser om entrepreneurship i Danmark. De viser entydigt, at det er vækstvirksomhederne i Danmark, som skaber de nye arbejdspladser, og at væksten fokuseres i de områder, hvor kommuner og politikere har set værdien i at skabe de rigtige rammer. Derfor er det utvivlsomt vigtigt, at der i endnu højere grad fokuseres på at skabe de rigtige rammebetingelser for entrepreneurerne.

Det er vigtigt at sikre vækstvirksomhedernes adgang til kapital og veluddannet arbejdskraft, og der skal være et attraktivt skatteniveau. Samarbejdet mellem læreanstalter og virksomheder bør og skal udbygges yderligere, da det er en vigtig forudsætning for udveksling og udvikling af viden. Vi er overbeviste om, at de fysiske rammer er vigtige, og at etableringen af såkaldte klynger kan have stor betydning for udviklingen af vækstvirksomhederne - ikke mindst i de tidlige faser.

Finanskrisen har skabt og skaber fortsat store problemer for entrepreneurerne og vækstvirksomhederne. Det er svært at skaffe finansiering til fortsat udvikling af nye produkter, ekspansion på nye markeder mv. Opstramningen i kreditgivningen hos mange pengeinstitutter og den manglende likviditet hos ventureselskaberne rammer denne type virksomheder meget hårdt.

Årets tema for Entrepreneur Of The Year er ”Succes i modgangstider”. I tider, hvor betingelserne for at drive, udvikle og ekspandere er hårde - nogle vil måske sige umulige - er der efter vores opfattelse et stort behov for at fremhæve og anerkende dem, der har succes. Der vil med sikkerhed i år være et færre antal virksomheder, der lever op til kravene for at deltage i konkurrencen. Der er mange årsager til dette: Finanskrise og kreditstramninger er blot et par af dem. I den forbindelse er det vigtigt at forstå, at selv gode og på sigt meget sunde virksomheder kan løbe tør for finansiering, og det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk side er konstant bevågenhed på dette problem, og at man anerkender nødvendigheden af at hjælpe virksomhederne gennem denne svære tid.

Sideløbende med Entrepreneur Of The Year afvikles ”Global Entrepreneurship Week”, der primært henvender sig til mindre iværksættere. I Danmark arrangeres dette af Erhvervs- og Byggestyrelsen/Erhvervs- og Økonomiministeriet. Nogle af de små vækstvirksomheder har med tiden vokset sig store; hvad var eksempelvis Google for 10 år siden? Såvel globalt som nationalt støtter Ernst & Young dette projekt, da vi ser Global Entrepreneurship Week som et spændende supplement til Entrepreneur Of The Year.

2008 var også året, hvor vi kårede IT Factory som vinder af Entrepreneur Of The Year, praktisk talt samtidig med at Stein Baggers bedrageri blev kendt. Alle kender formentlig historien om, hvad han førte IT Factory og omverdenen ud i, så det skal jeg ikke kommentere i detaljer. Men jeg vil tillade mig at konkludere, at en enkelt svindlers adfærd ikke skal ødelægge et koncept som Entrepreneur Of The Year.

Vi er ikke i tvivl om betydningen af at hylde de entrepreneurer, som har modet, og som ser mulighederne i modgangstider. I løbet af de sidste tolv år, hvor vi har afholdt Entrepreneur Of The Year, har vi ikke været udsat for et tilfælde som IT Factory. Kendetegnende for de virksomheder, som vi har kåret, er, at de har klaret sig imponerende godt, og at de fortsat driver sunde virksomheder. Her vil jeg blandt andet nævne PANDORA Jewelry, Linak A/S og Systematic Software Engineering A/S. Alle er virksomheder, der har haft en betydelig vækst ud over landets grænser. Og det vidner statistikken også om: Vores vindere har i gennemsnit formået at præstere en årlig vækst i antal ansatte og bruttoavance på mere end 20 pct. i tiden efter, at de er blevet kåret som Entrepreneur Of The Year.

2009 har indtil nu været et udfordrende år for mange virksomheder, og det vil det fortsætte med i en rum tid. Men jeg er sikker på, at vi igen i år vil få en spændende ”sæson”, hvor vi vil se fantastiske eksempler på vækstvirksomheder, som oplever succes i modgangstider. Det er netop dem, vi skal hylde. Velkommen til endnu en spændende sæson med Entrepreneur Of The Year.

Med venlig hilsen
Søren Strøm
Direktør for Entrepreneur Of The Year

 

soeren_stroem_170809
Back to top