Dansk vækst-DNA er sat på formel
København, den 9. juni 2011
Danske vækstskabere er gjort af et særligt stof. De er ansvarlige chanceryttere, der afskyer rutinearbejde men elsker at netværke. Det viser en ny undersøgelse, der har kortlagt de personlige egenskaber, som gør ledere af vækstvirksomheder i stand til at skabe succes.
- Det er lykkedes at udvinde det danske vækst-DNA, konstaterer Carsten Collin, partner i konsulentfirmaet Ernst & Young.
Han er en af parterne bag en ny, stor undersøgelse foretaget blandt knap 100 deltagere i konkurrencen ”Entrepreneur Of The Year”, som Ernst & Young holder hvert år. De 100 deltagere har taget en personlighedsprofil, som afslører, at progressive ledere af succesfulde vækstvirksomheder har en række karakteristiske personlighedstræk til fælles.
- Det har overrasket os, at resultatet er så entydigt, siger Carsten Collin. Undersøgelsen slår fast, at der skal mere til end bare erfaring og uddannelse for at lykkes. Det er i høj grad også personen bag, der tæller. Det har man længe haft fokus på i for eksempel sportens verden, men i forhold til udvikling af nye virksomheder har det i Danmark alt for længe handlet om rammebetingelser og alt for lidt om personer.
Undersøgelsen er gennemført af to specialestuderende fra CBS i samarbejde med Ernst & Young, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Væksthus Hovedstadsregionen og Humanostics (PI).
Udadvendte netværkere med selvtilliden i orden
Det er handlekraft, selvtillid, risikovillighed og udprægede evner for networking, der karakteriserer fremtidens Lego, Vestas og Danfoss. De knap 100 vækstvirksomheder har besvaret personlighedsprofilen PI (Predictive Index®).
De mest udtalte karakteristika hos vækstskaberne er, at de er proaktive og har en solid tro på egne evner. 60 procent er parate til at løbe en risiko, men kaster sig ikke hovedløst ud i noget uden at kende detaljerne. 74 procent har en udpræget evne til at skabe kontakt til andre mennesker. Derudover er vækstskaberne udadvendte og kommunikerende, de reagerer positivt på udfordringer og pres men finder rutinearbejde demotiverende.
Godt nyt for venture, uddannelse og erhvervsfremme
Hos Væksthus Hovedstadsregionen, der rådgiver små og mellemstore virksomheder, ser projektleder Palle Weidlich undersøgelsen som et godt indspark til både venturekapitalister, uddannelsesverdenen og det politiske erhvervsfremmesystem:
- Jeg oplever, at der er en tendens til at kigge mere på produktet end personen, der skal bære det frem. Og det samme hos vækstvirksomhederne. Mange virksomhedsledere har ikke øje for, at deres egne kompetencer og egenskaber tit skal suppleres for at få den rette sult, utålmodighed og kraft ind i ledelsesteamet.
De karakteristiske træk for vækstskabere er:
- Tager teten og går forrest
Vækstskaberne er udpræget proaktive og handlekraftige – dette træk viser sig hos 76 procent af deltagerne i undersøgelsen. De har et stort behov for at udmærke sig og skabe succes. De tror på sig selv og bliver motiverede af at have indflydelse på og påvirke den virkelighed, de omgiver sig med. - Ansvarlige chanceryttere
De er mere risikovillige end gennemsnittet, og 14 procent er langt mere risikovillige. Men de kaster sig ikke hovedløst ud i noget uden grundigt at have sat sig ind i detaljerne. 61 procent er således mere grundige, præcise og interesserede i detaljen end gennemsnittet. - Gode netværkere
74 procent har en udtalt evne til at skabe nye relationer, og de trives i sammenhæng, hvor de kan bruge deres sociale kompetencer. De er typisk kommunikerende og livlige i deres udtryksmåde og optræder uformelt i sociale situationer. - Nej til rutine
De reagerer positivt på udfordringer og pres, og de undgår helst rutinearbejde, som de finder demotiverende.