Danoffice IT: fynsk IT-virksomhed er global markedsleder inden for non-profit organisationer
Regionsvinder af Entrepreneur Of The Year 2011 i Region Fyn København den 9. november 2011
I går blev Danoffice IT kåret som Entrepreneur Of The Year 2011 i Region Fyn. Kåringen fandt sted i Odense Congress Center ved et arrangement, hvor repræsentanter fra regionens erhvervsliv og de nominerede fejrede de virksomheder, som er regionens vækstmotorer.
Og ved gårsdagens overrækkelse var der virkelig noget at fejre, for til sammenligning med sidste år – hvor antallet af kvalificerede vækstvirksomheder blot var 38 – var der i år 59 kvalificerede virksomheder, der levede op til Ernst & Young's kriterier.
”Det er positivt at bemærke stigningen i antal kvalificerede vækstvirksomheder, der skaber sund vækst i region Fyn. Udviklingen af regionen går i den rigtige retning, og regionen er for alvor med i vækstkapløbet, og det kunne man mærke på stemningen i går. Vi har i år haft et meget stærkt felt af virksomheder med til kåringen af Entrepreneur Of The Year, og vi var glade for at overrække prisen til Danoffice IT, der nu går videre til landskåringen i Bella Centeret,” siger Carsten Collin, direktør for Entrepreneur Of The Year.
Regionsvinderen: Danoffice IT
Danoffice IT er en IT-virksomhed, der lever af at servicere internationale hjælpeorganisationer og virksomheder med IT-udstyr og IT-services i hele verden. Virksomheden blev stiftet i 1995, og har fra starten kaldt sig ”born global”, hvilket har resulteret i, at Danoffice IT i dag med rette kan kalde sig markedsledende inden for deres kundesegment – de internationale non-profit organisationer.
Danoffice IT har kunder i 160 lande verden over, og blandt kunderne er FN, EU, Verdensbanken, NATO og yderligere 300 internationale organisationer.
En af de vigtigste veje til virksomhedens succes har været, at de to stiftere Per Svehag og Steen Nielsen helt fra starten har haft et stærkt fokus på at servicere kunderne world-wide, uanset hvor i verden de befinder sig. En strategi, som har vist sig at bære frugt sammen med de øvrige af Danoffice IT’s strategiske fokuspunkter – sund vækst og virksomhedskultur samt et tværfagligt team af engagerede medarbejdere.
Danoffice IT lægger derudover stor vægt på deres samfundsansvar, hvilket bl.a. har udmøntet sig i deres deltagelse i programmet Global Compact og det globale, grønne recycling program, som Danoffice IT har navngivet ”Project Mother Earth”. Alt sammen værdier der går hånd i hånd med virksomhedens kundesegment, non-profit organisationerne.
Udover samfundsansvar står innovation også højt på dagsordenen. Danoffice IT har etableret en idébank på over 500 idéer, som alle medarbejdere i virksomheden kan byde ind til, og der er ansat en udviklingsdirektør, hvis fornemste opgave er at gennemføre de 10 højst prioriterede idéer.
Danoffice IT arbejder de næste tre år ud fra en ambitiøs målsætning om en årlig omsætning på 1 mia. kr. i 2015, en sund bundlinje og ikke mindst et mål om at være Fyns bedste arbejdsplads.
Danoffice IT går som vinder i Region Fyn videre til landskåringen ved årets Entrepreneur Of The Year, der finder sted i Bella Center i København den 24. november 2011.
De øvrige nominerede virksomheder i Region Fyn var:
- CT Offshore A/S, kabelspecialist i off shore-sektoren
- Trap-EL ApS, leverandør af el og hårde hvidevarer
- Team Online A/S, IT- virksomhed inden for sagsstyringssystemer og socialfaglige IT-systemer
- Trade Point A/S, handelsvirksomhed med speciale i indoor/outdoor møbler og tilbehør
”Det er 15. gang i træk, at vi har været ude og interviewe kandidater. I år har vi især søgt svar på, hvordan virksomhederne har skabt sund vækst med fokus på både omsætning og bundlinje” siger Carsten Collin.
Region Fyn med opadgående vækstkurve
”Region Fyn tegner sig for en pæn stigning i antallet af kvalificerede vækstvirksomheder i forhold til sidste år. Forklaringen på denne stigning kan findes i hele regionens herunder kommunernes satsning på at gøre regionen så attraktiv som mulig for regionens erhvervsliv. Regionens vinder Danoffice IT er helt deres egen – en vækstvirksomhed, der helt fra begyndelsen har tænkt langt ud over Danmarks grænser, hvilket har resulteret i en global markedsleder inden for deres kundesegment internationale non-profit organisationer,” udtaler regional konsulent Caroline Rantzau fra Dansk Erhverv og fortsætter: ”Danoffice IT er en virkelig interessant virksomhed, der på fornemste vis til stadighed formår at vækste samtidig med, at virksomheden fokuserer på en sund bundlinje og drømmer om at være Fyns bedste arbejdsplads.”
Om Entrepreneur Of The Year
Entrepreneur Of The Year-konkurrencen adskiller sig fra andre vækstkonkurrencer ved både at fokusere på virksomhedernes evne til at generere økonomisk vækst og de mere bløde værdier som eksempelvis entrepreneurens samfundsmæssige engagement og evne til at inspirere og engagere organisationen. Prisen indeholder forskellige underkategorier som fx Cleantech, Life Sciences, Globalization etc. Formålet med Entrepreneur Of The Year er at sætte vækstkulturen på dagsordenen.
Den internationale pris
På baggrund af den store tilslutning, som Entrepreneur Of The Year-konkurrencen har opnået verden over, er de nationale kåringer siden 2001 udvidet til også at omfatte en World Entrepreneur Of The Year-konkurrence, hvor de nationale vindere dyster om titlen som verdens bedste vækstskaber. Den verdensomspændende konkurrence finder sted i Monte Carlo, Monaco, hvor landsvinderne har en enestående mulighed for at skabe netværk og udveksle erfaringer og ideer på tværs af landegrænser.
Bag om prisen
Entrepreneur Of The Year-konkurrencen fandt sted for første gang i USA i 1986 og blandt vinderne af konkurrencen er Michael Dell, Dell Computer, Scott McNealy, Sun Microsystems, Howard Schultz, Starbucks og Jeff Bezos, Amazon.com. I Danmark blev den første Entrepreneur Of The Year kåret i 1997 og listen over danske vindere tæller blandt andre Jysk A/S, Dyrberg Kern A/S, Welltec A/S, Dinex A/S og sidste år vindmølleunderleverandøren Mita-Teknik.