Den bioteknologiske industri trodser krisen Verdens etablerede biotekcentre opnår positive resultater for første gang Ernst & Young, København den 24. juni 2010 Den globale biotekindustri var i 2009 i stand til at byde den økonomiske krise trods og levere et solidt økonomisk resultat. Verdens etablerede biotekcentre opnåede således for første gang i historien et positivt resultat. Skellet mellem de aktører, der er i stand til at skaffe finansiering, og dem, der ikke er, voksede dog yderligere i 2009, og nye virksomheder fik endnu vanskeligere ved at rejse kapital til forskning og udvikling. Det fremgår af Beyond borders: global biotechnology report 2010, den 24. i rækken af Ernst & Young’s årlige rapporter om biotekindustrien. Tilpasning til den “nye normal” Det fremgår af Beyond borders: global biotechnology report 2010, at biotekselskaberne nu opererer inden for en ny normal, hvor adgangen til kapital fortsat er begrænset. Med mindre kapital til rådighed er venturekapitalisterne blevet mere selektive og reserverer midlerne til eksisterende porteføljeinvesteringer. En del af midlerne går til at finansiere forsknings- og udviklingsaktiviteter med et potentielt hurtigere afkast i stedet for til opstart af nye selskaber. Investorer i børsintroduktioner går primært efter mere modne investeringer med lav risiko, og børsintroduktionerne prissættes under det, selskaberne forventer. Anden finansiering koncentreres i stigende grad i et mindre antal selskaber. De store medicinalvirksomheder er fortsat på udkig efter lovende produktkandidater til deres pipelines, men de seneste megafusioner og forsøg på frasalg af lægemiddelkategorier har reduceret antallet af potentielle købere til biotekvirksomhederne. De største muligheder inden for denne ”nye normal” ligger i øget effektivitet: mere effektive måder at finansiere innovation og generere afkast til investorerne på, en bedre udnyttelse af hver eneste krone, der investeres i sundhed, og en mere effektiv udviklingsindsats og drift i medicinalvirksomhederne. Beyond borders-rapporten opstiller fem indsatsområder for biotekvirksomheder, der opererer inden for den ”nye normal”: - Udnyt finansieringsmulighederne. Selskaberne skal udvide jagten på kapital til også at omfatte utraditionelle (og ikke-udvandende) finansieringskilder. Mange vil være nødt til at justere forventningerne til de priser, der kan opnås på dagens marked, og tage finansieringen, når den er der.
- Styrk kapitaleffektiviteten. Selskaberne skal bruge den begrænsede kapital effektivt. Dette omfatter udformning af studier og kliniske forsøg, der hurtigere kan afgøre, om produktet har en fremtid eller ej, prioritering af pipeline-aktiver og samarbejde med eksterne parter med henblik på at tage hånd om driftsmæssige svagheder.
- Fokusér på tilskud. Slutmålet for produktudvikling er ikke længere markedsføringsgodkendelse, men tilskudsmyndighedernes accept. Selskaberne er nødt til at investere i farmakoøkonomiske analyser på et tidligt tidspunkt med henblik på at kunne tilpasse udviklingsaktiviteterne.
- Samarbejd kreativt. I rapporten gives der en række bud på innovative samarbejdsstrukturer. Ved at indgå i kreative samarbejdsstrukturer kan selskaberne frigøre sig fra de turbulente offentlige markeder og skaffe sig den hårdt tiltrængte finansiering.
- Differentiér produkterne. Der er færre potentielle købere, og de bombarderes med tilbud og har færre ressourcer. For at tiltrække partnere er biotekselskaberne derfor nødt til at demonstrere, hvordan netop deres produkter eller teknologiske platforme adskiller sig fra konkurrenternes.
Hovedtal for branchen: - Selskaberne i industriens etablerede biotekcentre i USA, Europa, Canada og Australien havde i 2009 et samlet overskud på USD 3,7 mia. mod et underskud på USD 1,8 mia. i 2008. Det var første gang nogensinde, at industrien samlet set opnåede et positivt resultat. Forbedringen skyldtes primært en kraftig stigning i resultatet for det amerikanske marked på baggrund af nye omkostningsreduktioner og effektivitetsforbedringer.
- De børsnoterede biotekselskaber måtte notere en omsætningsnedgang på 9% til USD 79,1 mia. i 2009 fra USD 86,8 mia. året før. Faldet skyldes primært, at Genentech ikke indgår i tallene for 2009, da selskabet er blevet overtaget af medicinalgiganten Roche. Hvis Genentech også fraregnes i tallene for 2008, ville industriens omsætning være steget med 8%.
- Der blev i 2009 rejst væsentligt mere kapital end i 2008. Selskaber i USA, Europa og Canada rejste tilsammen USD 23,2 mia. i 2009, en stigning på 42% i forhold til 2008. En væsentlig del af denne kapital blev rejst i nyemissioner af en håndfuld etablerede børsnoterede selskaber. Mange selskaber havde således vanskeligt ved at opnå finansiering.
- Der var fortsat høj aktivitet med hensyn til indgåelse af stategiske alliancer — på linje med de senere års rekordhøje niveauer. Inden for køb og salg af virksomheder var der, bortset fra Genentech-transaktionen, kun tre overtagelser med en værdi på over USD 1 mia., hvilket delvist kan forklares med en række megafusioner blandt de store medicinalvirksomheder, som traditionelt er dem, der opkøber biotekselskaberne.
Hovedresultater på regionalt niveau USA - Resultatet for den amerikanske industri steg voldsomt fra ca. USD 400 mio. i 2008 til et rekordhøjt niveau på USD 3,7 mia. i 2009. Stigningen var drevet af omsætningsvækst, omkostningsreduktioner og ændrede regnskabsregler for overtagelser. Tallene for 2009 medregner ikke Genentech, som er blevet overtaget af Roche.
- Omsætningen i de børsnoterede selskaber faldt til USD 56,6 mia. i 2009, en nedgang på 13% i forhold til 2008. Justeret for overtagelsen af Genentech ville omsætningen i stedet være steget med 9,5%, svarende til væksten i 2008.
- Værdien af køb og salg af amerikanske biotekvirksomheder (eksklusiv Roche-Genentech-transaktionen) faldt med ca. 50% i 2009 til USD 14,1 mia. Kun tre transaktioner havde en værdi på over USD 1 mia.
- De amerikanske biotekselskaber rejste tilsammen USD 18,0 mia. i ny kapital, en stigning på 39% i forhold til året før.
- Den amerikanske biotekindustri rejste ny venture-kapital på samlet USD 4,6 mia. i 2009 – det næsthøjeste niveau nogensinde, kun overgået af det rekordhøje niveau på USD 5,5 mia. i 2007.
Europa - De børsnoterede biotekselskaber øgede omsætningen med 8% til EUR 11,9 mia., et godt stykke under væksten i 2008 på 17%.
- Biotekselskabernes samlede underskud faldt fra EUR 913 mio. i 2008 til blot EUR 288 mio. i 2009. Forbedringen var drevet af omkostningsreduktioner, lukning af tabsgivende virksomheder og gode resultater i nogle af de store biotekselskaber.
- Der blev købt og solgt virksomheder for samlet EUR 1,8 mia. i 2009 mod EUR 3,1 mia. i 2008.
- De europæiske biotekvirksomheder rejste tilsammen EUR 2,9 mia. i 2009, en stigning på 48% i forhold til året før.
- Der blev rejst venture-kapital på EUR 800 mio., et fald på 21% i forhold til året før og det laveste niveau siden 2003.
Canada/Australien - Den canadiske industri rejste mere end USD 733 mio. i 2009, en stigning på USD 255 mio.
- De børsnoterede biotekselskaber i Australien nåede en omsætning på USD 3,72 mia., en stigning på 7% i forhold til 2008, men betydeligt under væksten på 26% i 2008.
|
| |