Tax Services

  • Share

Beskatning af aktionærlån - Skatteministeren fremsætter nyt lovforslag

(Lovforslag L199)

Skatteministeren fremsatte tirsdag den 14. august 2012 en række lovforslag, herunder om beskatning af aktionærlån (Lovforslag nr. 199). Som beskrevet i vores tidligere artikel i forbindelse med fremsættelsen af lovforslagene, ville særligt de foreslåede regler om beskatning af aktionærlån i visse tilfælde også få stor betydning for lån mellem koncernforbundne selskaber. Dette var ikke tilsigtet med reglerne, og regeringen har som følge heraf den 30. august 2012 fremsat ændringsforslag til Lovforslag nr. 199.

Den væsentligste ændring er, at lån og sikkerhedsstillelse ydet til juridiske personer ikke længere omfattes af de foreslåede regler. Dette medfører, at lovforslaget normalt ikke vil få betydning for lån mellem koncernforbundne selskaber, eller lån fra en hovedaktionær m.v. til sit selskab. Endvidere undtages lån til lovlig selvfinansiering i henhold til selskabslovens regler og lån ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition også af bestemmelsen.

De foreslåede regler for beskatning af aktionærlån efter fremsættelsen af ændringsforslaget er beskrevet nedenfor.

Beskatning af aktionærlån
Et udlån fra et selskab til en eller flere af dets aktionærer og/eller ledelsesmedlemmer er som udgangspunkt forbudt. Lånet betegnes som henholdsvis et lovligt og et ulovligt aktionærlån. Uanset nævnte forbud er det Skatteministeriets opfattelse, at ulovlige aktionærlån er ganske udbredte og ofte anvendes til finansiering af aktionærens privatforbrug.

I det fremsatte lovforslag med ændringsforslag foreslås det at aktionærlån, lovlige som ulovlige, fremover beskattes allerede ved optagelsen af lånet. Formålet er at sikre, at der ikke opnås en skattemæssig fordel ved at omdøbe sådanne hævninger, der reelt er løn eller udbytte, til lån.

Aktionærlånet skal ved indkomstopgørelsen behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt. En hævning uden tilbagebetalingspligt vil alt efter de konkrete omstændigheder være skattepligtig som løn, udbytte eller tilskud m.v.

Den skattemæssige behandling af aktionærlånet vil være uafhængig af, at der eventuelt efter de selskabsretlige regler påhvilet låntager en ubetinget tilbagebetalingspligt. Af lovforslaget fremgår således, at uanset at aktionæren på et tidspunkt måtte tilbagebetale lånet til selskabet ophæves beskatningen af låntager/aktionæren ikke. Dog medregnes det tilbagebetalte beløb ikke ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst. De skattemæssige konsekvenser for aktionæren vil derfor være særdeles byrdefulde, specielt hvor der sker en tilbagebetaling. Situationen og de nævnte konsekvenser blev påpeget fra flere sider i lovforslagets høringsperiode, dog uden at Skatteministeriet ændrede holdning hertil.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse ikke være afgørende, om lånet er ydet af et dansk eller et udenlandsk selskab.

Lovforslaget vil, efter fremsættelsen af ændringsforslag 30. august 2012, efter sin formulering alene medføre en skærpet beskatning af fysiske aktionærer og disses nærtstående. Lån til en fysisk aktionær omfattet af reglerne om lovlig selvfinansiering i henhold til selskabslovens § 206 samt lån der er ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition er dog undtaget af bestemmelsen. Endvidere er lån og sikkerhedsstillelse til juridiske personer som fx søsterselskaber, datterselskaber og moderselskaber mv. er ikke længere omfattet af bestemmelsen. Lovforslaget får derfor ikke betydning for koncerninterne lån mellem selskaber. 

Lovforslaget omfatter alene lån til en låntager, der har en bestemmende indflydelse i selskabet, jf. ligningslovens § 2. Forslaget vil således primært omfatte hovedaktionærer og deres nærmeste. Forslaget rammer derimod ikke ansatte, der opnår lån i selskabet, selv om de ansatte ejer en mindre post aktier i selskabet.

Da det er foreslået, at de nye regler om aktionærlån m.v. tillægges virkning for lån, der optages fra og med den 14. august 2012, bør der tages højde for lovforslaget allerede nu.

Kontakt os
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Morten von Jessen, tlf. 5158 2977, Niels Winther, tlf. 5158 2795 eller Søren T. Keller, tlf. 5158 2936.

Connect with us

Gå i dialog med os via vores sociale medier, nyhedsbreve eller webcasts. Eller download vores EY Insights app.

Back to top