København, 22. november 2016

Jørgen Mads Clausen modtager Æresprisen ved EY Entrepreneur Of The Year 2016

  • Share

Det er nu offentliggjort, at Jørgen Mads Clausen og Danfoss A/S bliver årets modtager EY’s Ærespris for familieejede virksomheder i 2016. Prisen bliver overrakt den 24. november 2016 foran mere end 700 virksomhedsejere og ledere samlet i Bella Center i København til den danske finale i EY Entrepreneur Of The Year.

Med æresprisen ønsker EY at sætte fokus på de familieejede virksomheders værdi for det danske samfund. I valget af årets prismodtager har juryen haft fokus på den aktive rolle, familien har haft i virksomheden, og de imponerende resultater, der er skabt gennem årene. Vedholdenhed og engagement har haft stor betydning for den fortsatte udvikling af virksomheden.

”Danfoss A/S er et lysende eksempel på, at et konstant fokus på innovation og engagement i en familie kan skabe en global vækstvirksomhed - en virksomhed som vi er stolte af at kunne fremhæve som et fremragende eksempel på entrepreneurskab og familieejerskab kombineret med professionel ledelse, når det er bedst, ” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, og fortsætter:

”Det store personlige engagement, som Jørgen Mads Clausen har, når det gælder entrepreneurskab, innovation og udvikling, smitter ikke blot af på Danfoss, men på hele erhvervslivet og det danske samfund. Vi får den bedste ramme for at overrække prisen, når hundredvis af erhvervsledere er samlet for at hylde netop disse egenskaber. ”

Æresprisen blev lanceret i 2013, som en del af EY Entrepreneur Of The Year programmet. Formålet er at skabe større fokus på og forståelse for værdien af familieejerskab og begrebet ”vækst i generationer”. Tidligere års modtagere af æresprisen er ECCO Sko A/S i 2013, LEGO A/S i 2014 og Bagger-Sørensen og Co. A/S i 2015.
 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer seks vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen. Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2016 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2017. EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 31. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Industri, Vækstfonden, Berlingske Business, Connect Denmark, Mercedes-Benz.