København, 24. november 2016

European Protein er årets start-up vinder

  • Share

Prisen som EY Entrepreneur Of The Year i kategorien Start-up går i år til European Protein A/S, som med afsæt i den stolte danske landbrugstradition har skabt et spændende, unikt og potentielt revolutionerende produkt.

I kategorien Start-up ved EY Entrepreneur Of The Year er fokus på unge virksomheder, som har fostret deres egen idé og formået at bringe den ud til kunderne. Virksomhederne skal have et stort potentiale og drive og et højt ambitionsniveau, hvilket bestemt er tilfældet for dette års vinder; European Protein A/S, der udvikler og producerer proteinfoder til primært grise, men også andre husdyr.

”Den uafhængige jury har i sin vurdering lagt vægt på, at markedet har taget godt imod vindervirksomhedens produkter, og der er opnået flot omsætning og lønsomhed i forretningen. I sin begrundelse fremhæver juryen også, at European Protein med sin produktudvikling taler positivt ind til klodens markante befolkningstilvækst, hvor op mod 10 mia. mennesker i 2050 skal brødfødes. Derfor er der behov for at optimere den måde, vi skaffer fødevarer – og i dette tilfælde kan vi samtidig modvirke en negativ påvirkning af mennesker og miljø”, fortæller Carsten Kjær, partner i EY og ansvarlig for Start-up-kategorien i EY Entrepreneur Of The Year. 

European Proteins produktion af proteinfoder har den positive følgevirkning, at antibiotikaforbruget hos dyr og mennesker drastisk kan reduceres. Desuden er potentialet i produktet stort - blandt andet kosttilskud til mennesker, hvilket også var blandt de ting, som juryen lagde vægt på.

Nominerede i kategorien Start-up

De nominerede virksomheder i Start-up-kategorien er alle kendetegnet ved spændende og unikke koncepter. Ud over European Protein A/S var to andre virksomheder nomineret:

  • Mobile Industrial Robots ApS, der udvikler og producerer mobile robotter til professionel brug i industri- og fremstillingsvirksomheder, inden for logistikbranchen samt til hospitaler. Ved at automatisere interne transportopgaver, får kunden mulighed for at frigive medarbejderressourcer til værdiskabende opgaver i deres virksomheder.
  • Intelligent banker ApS, der har specialiseret sig i at give forbrugerne mulighed for at sammensætte præcis den pakke af bankprodukter, de vil have, online på nettet – uden hensyntagen til om produkterne kommer fra flere forskellige banker.
     

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2016 er der 1.260 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2016 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2017.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 31. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.