København, 24. november 2016

Micro Matic er landsvinder ved EY Entrepreneur Of The Year 2016

  • Share

Det blev den fynske virksomhed Micro Matic A/S, der løb med hovedprisen som EY Entrepreneur Of The Year 2016. Virksomheden har en position som globalt ledende inden for udstyr til udskænkning af fadøl og skal nu også repræsentere de danske farver ved World EY Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2017, hvor flere end 50 lande vil dyste om sejren.

Foran over 700 erhvervsledere blev Micro Matic A/S kåret som årets EY Entrepreneur Of The Year 2016 i Danmark. Forinden havde virksomheden også vundet prisen i kategorien Globalization. Micro Matic har USA som sit største marked. Men virksomheden er til stede i hele verden og indtager en absolut førerposition med 80 % af verdensmarkedet indenfor fadølsanlæg.

Adm. direktør Søren Klarskov Vilby og de to stiftere Carl Christian Nielsen og Svend-Aage Nielsen blev hyldet ved arrangementet i Bella Center, hvor juryformand Cristian Frigast og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen overrakte trofæet.

”Juryen har i sit valg af Micro Matic lagt særlig vægt på, at ledelsen er lykkedes med en transformation af virksomheden gennem fokus på kerneforretningen og ved strategiske valg og fravalg,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør i EY Entrepreneur Of The Year. Han fortsætter:

”Virksomheden har en lang og indholdsrig historie og har gennemgået en spændende udvikling. Vi har at gøre med et fantastisk eksempel på stærkt og vedvarende entrepreneurskab. ”

I sin begrundelse fremhævede juryen, at prisen også er en anerkendelse af den store indsats, som virksomhedens stiftere har ydet gennem aktivt at tage del i og præge regionens erhvervsliv i positiv og konstruktiv retning.
 

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2016 er der 1.260 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2016 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2017.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 31. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.