København, 4. maj 2017

Ny juryformand for EY Entrepreneur Of The Year

  • Share

Erhvervsleder fra dansk ’unicorn’ bliver ny formand for vækstkonkurrencen EY Entrepreneur Of The Year.

Efter 10 år på posten overrækker Christian Frigast, Executive Chairman i kapitalfonden Axcel, nu stafetten som juryformand for EY Entrepreneur Of The Year til Lars Fløe Nielsen, medstifter og udviklingsdirektør i it-virksomheden Sitecore og bestyrelsesmedlem i en række selskaber, bl.a. nemlig.com.

Sitecore vandt EY Entrepreneur Of The Year i Danmark i 2014 og er en af få nye danske ’unicorns’ – selskaber, der vokser til en værdi over 1 mia. USD. Der er tradition for, at årets vinder er med i konkurrencens uafhængige jury i to år efter sejren, og siden Sitecore vandt har Lars Fløe Nielsen været en del af juryen. Han fortsætter nu som formand.

”Lars står bag en de seneste års store danske succeser internationalt, og han er samtidig en engageret og vidende person med en stor interesse for vækst og entrepreneurskab. Vi har sat stor pris på hans bidrag til juryarbejdet gennem de seneste to år, og vi er glade for, at han nu har takket ja til posten som juryformand,” siger Søren Smedegaard Hvid, direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Den nye formand ser også frem til den nye rolle.

”Det er en fornøjelse at være med til at hylde gode danske vækstvirksomheder, og jeg mener, at det er vigtigt for at motivere og inspirere morgendagens vækstsuccesser. EY Entrepreneur Of The Year er, som måske verdens største konkurrence af sin slags, anerkendt og respekteret i Danmark og globalt, og alene i Danmark er der mere end 20 års historie i Danmark at videreføre,” siger Lars Fløe Nielsen.

Søren Smedegaard Hvid retter en særlig stor tak til Christian Frigast for en stor og betydelig indsats for hele programmet. Christian Frigast forlader dog ikke helt konkurrencen, men fortsætter i komiteen bag Æresprisen.

I forbindelse med formandsskiftet er der også tilføjet to nye jurymedlemmer:

  • Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Danmark og Island
  • Christian Schmidt-Jacobsen, Managing Partner i Axcel

Øvrige jurymedlemmer er:

  • Carsten Borring, head of listings and capital markets, Nasdaq OMX Copenhagen
  • Lene Espersen, adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder
  • Michael Mortensen, stifter og arbejdende bestyrelsesformand i CASA-koncernern
  • Claus Skovhus, journalist og erhvervsanalytiker, Berlingske Business
  • Søren Klarskov Vilby, adm. direktør, Micro Matic A/S