København, 4. juli 2017

EY styrker fokus på den finansielle sektor

  • Share

Fra 1. juli 2017 etablerer rådgivnings- og revisionsfirmaet EY en særskilt Financial Services Organisation i de nordiske lande, som integreres på tværs af EMEIA (Europa, Mellemøsten, Indien og Afrika). Formålet er at styrke sektorfokus, kundebetjening og kompetencer.

Den finansielle sektor påvirkes i meget høj grad af forandringer internationalt og har derfor behov for rådgivere og revisorer, som ikke bare har et dybt indblik i branchens kompleksitet og regulering, men også kan drage nytte af et internationalt netværk og udnytte kompetencer og erfaringer på tværs af grænser.

Det er baggrunden for at EY’s nordiske sektorekspertise, nu bliver en del af EY’s Financial Services Organisation i EMEIA (Europa, Mellemøsten, Indien og Afrika). Fra de nordiske lande bliver i alt 350 medarbejdere, der betjener den finansielle sektor, nu en del af denne organisering.

”Der er specifikke karakteristika ved den finansielle sektor, som stiller krav til os om en høj grad af specialisering og internationalisering. Vi skal kunne udnytte, viden, erfaring, ressourcer og kompetencer hurtigt og effektivt på tværs af grænser,” siger Lars Weigl, leder af Financial Services i Norden.

Han påpeger, at den finansielle sektor udmærker sig ved en høj grad af regulering både nationalt og internationalt, og at alle virksomheder i sektoren – også dem, der opererer lokalt – er en del af en international systemisk infrastruktur.

I Danmark indgår ca. 100 medarbejdere nu i den nye organisering.

”Særligt indenfor den finansielle sektor har vi volumen og potentiale til at udnytte et større sektorfokus. Det handler ikke så meget om vores interne organisering, som om en tilpasning til markedets behov nu og i fremtiden; evnen til at se ny muligheder, hurtigt at kunne sætte de rigtige teams og samle kompetencer samt finde de bedste løsninger til finansielle virksomheder,” siger Lars Rhod Søndergaard, leder af Financial Services i Danmark.

EY’s Financial Services Organisation i EMEIA omfatter i alt ca. 13.000 medarbejdere.