København, 29. september 2017

Stor vækst i antal børsnoteringer i Norden i år

  • Share

Efter 3. kvartal 2017 er antallet af børsnoteringer i de nordiske lande over 50 % højere end på samme tid i 2016. Værdien, der er rejst, er dog over 50 % lavere. Spørgsmålet er nu, om nogle udnytter vinduet i årets sidste kvartal, eller om børsplanerne skubbes til 2018?

  • Antallet af børsnoteringer 1-3. kvartal 2017 i Norden steg til 64 fra 42 i 1-3. kvartal 2016.
  • I 3. kvartal tager Stockholm igen førertrøjen i Norden, og København var uden en eneste IPO.
  • Globalt steg antallet af børsnoteringer i 3. kvartal 2017 med 59 % og 55 % i værdi ift. 3. kvartal 2016.
  • Der er udsigt til det bedste år for børsnoteringer globalt siden 2007.

Globalt har årets tre første kvartaler i 2017 allerede budt på flere børsnoteringer end hele 2016. Til dato har der været 1.156 børsnoteringer, der har rejst 126,9 mia. USD. Et stærkt 1. halvår er fulgt af et aktivt 3. kvartal i både i Asien, bl.a. Kina, Singapore og Japan, i USA og i Europa.

Årets sidste måneder er traditionelt de mest aktive, og på den baggrund forventer EY, at hele 2017 kan ende med et antal på 1.600-1.700 børsnoteringer og op mod 190-200 mia. USD. Hvis det holder stik er der tale om det bedste år for børsnoteringer siden 2007.

Nordisk aktivitet vokser i antal, men ikke i værdi

I norden har der i de 3 første kvartaler af 2017 været 64 børsnoteringer. På samme tid sidste år var der 42. Disse børsnoteringer har dog ikke rejst samme beløb som i 2016, men 50 % mindre.

”Der er meget aktivitet i Norden lige nu. Der er som næsten altid mest liv i First North i Stockholm. Af de 64 børsnoteringer står Stockholm for de 50, og 41 af disse er på de mindre børser First North, First North Premier og AktieTorget. Der er fart på, men vi har til gengæld ikke haft nogle "mega-IPO’s", som vi så i 2016 med DONG og Nets, så der er ikke rejst samme kapital som året før,” siger Niels-Jørgen Andersen, Partner i EY.

I 2017 til og med 3. kvartal har Helsinki fem børsnoteringer, Oslo syv og København to. De tre største i 3. kvartal i Norden var Aspire Global plc AB (38,8 mio. USD), Seamless Distribution Systems AB (forventet 25,6 mio. USD) og Xspray Pharma AB (16,4 mio. USD) alle i Stockholm.

Hvem udnytter vinduet i årets sidste kvartal?

Den eneste danske aktivitet i 3. kvartal 2017 har været noteringen af Zealand Pharma A/S i USA. I København satte to store børsnoteringer præg på 2016, og indtil videre er det de to mindre børsnoteringer på First North, der sætter præg på 2017. Spørgsmålet er, hvad årets sidste kvartal bringer?

”Der er stadig stor interesse og optimisme hos mange selskaber. I Danmark følger mange Green Mobility og Conferize, der blev noteret på First North i København i år. Det har sat gang i overvejelserne hos flere mindre og mellemstore danske virksomheder. De følger dog også Regeringens tanker om en aktiesparekonto, der kunne åbne for, at flere almindelige lønmodtagere ville investere i danske aktier. Parallelt har mange også overvejelser om et salg, for der er stor aktivitet i markedet og mange industrielle købere og kapitalfonde er på opkøbsjagt,” siger Niels-Jørgen Andersen, Partner i EY.

EY- Global IPO market performance is on course for best year since 2007