København, 11. oktober 2017

EY har årets største fremgang blandt attraktive arbejdspladser

  • Share

Rådgivnings- og revisionsfirmaet EY tager på ny et stort spring op ad ranglisten over Danmarks mest eftertragtede arbejdsgivere. Med et spring på 15 pladser er EY nu nr. 17 og har den største fremgang i Universum Professional Survey 2017. På tre år er EY gået hele 43 pladser frem.

Rådgivnings- og revisionsfirmaet EY er årets højdespringer i Universum Professional Survey 2017, der viser, hvilke arbejdsgivere de erfarne højtuddannede foretrækker. EY har nu den bedste placering til dato, og det dækker over en usædvanlig positiv udvikling over de sidste tre år fra nr. 60 i 2014 til nr. 17 i 2017.

”Vi er meget stolte af den flotte fremgang. En forklaring på fremgangen er nok, at vi i dag ikke kun ses som dygtige revisorer, men som en tæt integreret nordisk og global konsulentvirksomhed med en bred vifte af muligheder for den enkelte. Vi vil være en virksomhed, der kan udvikle karrieren for de bedste,” fortæller Rikke Bräuner, Director og HR-ansvarlig i EY i Danmark.

Hun peger netop på bredden i EY’s forretning på både konsulent- og revisionssiden, en integreret nordisk og global organisation, gode vilkår for kompetenceudvikling og mulighed for at arbejde med attraktive kunder som nogle af de styrker, EY har i kampen om de bedste medarbejdere.

”For tre år siden blev EY mere end tredoblet i Danmark gennem en fusion, og det har også stor betydning. Vi har et langt stærkere aftryk end tidligere og når længere ud; flere medarbejdere, kunder og projekter. Med en større berøringsflade kommer også en større kontakt til erfarne kandidater, og det er med til at skabe et stærkere employer brand.”

Globalt har EY 250.000 medarbejdere. Heraf arbejder ca. 7.000 i de nordiske lande, inkl. ca. 1.700 medarbejdere på EY’s 17 kontorer i Danmark.