København, 2. november 2017

En ægte klassiker er vækstvinder på Fyn

  • Share

Carl Hansen & Søn Møbelfabrik er dette års vinder af EY Entrepreneur Of The Year i region Fyn. Carl Hansen & Søn har ikke alene den særlige entrepreneur-ånd, vilje og gå-på-mod til at drive en succesfuld virksomhed. Årets vinder er en særlig bemærkelsesværdig fortælling om vækst og udvikling i en niche, der rækker ud over landets grænser, men alligevel er så dansk som noget.

Carl Hansen & Søn blev hyldet som regionsvinder 2017 ved et arrangement i Odense torsdag aften.

”Juryen hæfter sig bl.a. ved Carl Hansen & Søns historie med danske, ikoniske kvalitetsmøbler, som begyndte i 1908, og er fantastisk inden for dansk design og møbelkunst. Virksomheden har på det seneste udvidet kapaciteten til det femdobbelte og investerer i salgskontorer i førende byer verden over, hvor særligt Japan og USA er i kraftig vækst. Det understreger virksomhedens evne til at tilpasse og udvikle sig,” siger Brian Skovhus Jakobsen, Partner i EY og ansvarlig for region Fyn i EY Entrepreneur Of The Year.

108 vækstvirksomheder med i kapløbet på Fyn

Hvert år kårer EY Danmarks bedste vækstskaber, og i år består flere virksomheder adgangskravet til konkurrencen på landsplan. På Fyn lever 108 virksomheder op til vækstkravene for at deltage i EY Entrepreneur Of The Year. Det er præcis samme antal som sidste år, og dermed er udviklingen i antallet af vækstvirksomheder på Fyn på niveau efter flere års flot fremgang. På landsplan kvalificerer 1.361 virksomheder sig i år til konkurrencen, og det er 7 % flere end sidste år.

”Efter flere års kraftig fremgang bremser udviklingen på Fyn op i år, men selvom vi er landets mindste region målt på antallet af vækstvirksomheder, kan Fyn bestemt gøre sig bemærket i konkurrencen. Det så vi bl.a. sidste år, hvor den fynske vinder Micro Matic A/S også blev landsvinder. De kvalificerede virksomheder i år viser alle en stærk forretningsidé, gode produkter og flotte resultater. Det er ikke mindst tilfældet for årets vinder, som gør det utrolig godt og med succes forfølger et stort potentiale,” vurderer Brian Skovhus Jakobsen. Han suppleres af Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

”Fælles for virksomhederne i konkurrencen er, at de driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling. Med EY Entrepreneur Of The Year vil vi hylde de virksomheder og inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Det er essensen i konkurrencen. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og mens hver vækstvirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, så er der også fællestræk, som går igen – ikke mindst en stærk vision, vilje og vedholdenhed.”

Ved kåringen var Carl Hansen & Søn oppe mod fire stærke finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne i Odense:

  1. Alfred Pedersen & Søn ApS, der leverer væksthusgrøntsager og bl.a. er kendt for Alfred og Katrines tomater.
  2. Bowl’n’Fun, der er Danmarks største kæde af bowling- og underholdningscentre fordelt på 15 byer.
  3. E. Aabo Andersen A/S, der producerer og leverer avancerede maleanlæg med dansk knowhow og innovation til hele verden. 
  4. STOK Emballage K/S, der er specialist i emballage til fødevarer og leverer komplette standard- og specialløsninger.

Med sejren er Carl Hansen & Søn klar til landskåringen, som finder sted i Forum i København den 30. november. Her bliver det afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.


Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2017 er der 1.361 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2017 kåres den 30. november og kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt har været afholdt flere end 30 gange.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.