København, 9. november 2017

Netcompany er vækstvinder i region København

  • Share

Netcompany vinder EY Entrepreneur Of The Year i region København 2017 i et stærkt felt af vækstvirksomheder. De seneste to år har Netcompany markeret sig stærkt i konkurrencen – som landsfinalist i 2016 og som regionsvinder i 2015. Virksomheden har været på en flot vækstrejse og nåede en stor milepæl fornyelig, da de rundede 1000 medarbejdere, hvilket efterhånden er en sjældenhed i Danmark. Netcompany har udviklet virksomheden til en klar disrupter i eget marked og en spiller, der er svær at komme uden om, lyder det bl.a. fra juryen.

Netcompany blev hyldet som vinder ved regionskåringen hos EY på Frederiksberg torsdag aften.

”Den regionale jury hæfter sig bl.a. ved, at Netcompany er kendetegnet ved en ledelse, der går forrest og forstår at tegne virksomheden og skabe en stærk tro på kulturen. Ejerne har set en niche i et marked præget af store spillere, og evner at tilpasse sig hurtigt og skabe værdi. Virksomhedens styrke er ikke mindst samarbejdet med kunderne om udvikling af de rigtige løsninger, og det er lykkedes for Netcompany at positionere sig i et stærkt konkurrencepræget marked og med succes navigere som leverandør til både den private og offentlige sektor,” siger Jan C. Olsen, partner i EY og ansvarlig for region København i EY Entrepreneur Of The Year.

Flest vækstvirksomheder fra region København

Hvert år kårer EY Danmarks bedste vækstskaber, og i år består flere virksomheder adgangskravet til konkurrencen på landsplan. Også i Region København, hvor 303 virksomheder har kvalificeret sig. Det er 4 % flere end sidste år og gør igen København til den største region i konkurrencen. På landsplan kvalificerer 1.361 virksomheder sig i år til konkurrencen, og det er 7 % flere end sidste år.

”Antallet af vækstvirksomheder stiger fortsat i København og hovedstaden stiller igen i år med et stærkt felt af vækstvirksomheder. Fælles for de bedste vækstskabere er visionær ledelse, skalerbarhed og en stærk strategi, som er nogle af de helt centrale elementer for at blive regionsvinder i EY Entrepreneur Of The Year. Årets vinder i region København lever til fulde op til disse kriterier og har skabt et fundament, som har vist sig bæredygtigt og særdeles succesfuldt,” vurderer Jan C. Olsen.

Han suppleres af Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

”Fælles for virksomhederne i konkurrencen er, at de driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling. Med EY Entrepreneur Of The Year vil vi hylde de virksomheder og inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Det er essensen i konkurrencen. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og mens hver vækstvirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, så er der også fællestræk, som går igen – ikke mindst en stærk vision, vilje og vedholdenhed.”

Ved kåringen var Netcompany oppe mod fire stærke finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne på Frederiksberg:

  1. Copenhagen Food Consulting ApS, der er en ledende gruppe af restauranter i København, som stræber efter at levere store spiseoplevelser.
  2. GUBI A/S, der med sin passion for både nyt design og glemte klassikere har skabt sig et markant navn i den internationale designarena.
  3. Nordic Payment Systems A/S, der udvikler, servicerer og sælger betalingssystemer på det nordiske og mellemeuropæiske marked.
  4. Nordic Transport Group A/S er et succesfuldt transportfirma, der tilbyder skræddersyet landevejstransport til og fra hele Norden.
  5. MUUTO A/S, der er en skandinavisk designvirksomhed med en innovative kollektion af møbler, belysning og boligtilbehør.  

Med sejren er Netcompany klar til landskåringen, som finder sted i Forum i København den 30. november. Her bliver det afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.


Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2017 er der 1.361 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2017 kåres den 30. november og kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt har været afholdt flere end 30 gange.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.