København, 30. november 2017

Aller Aqua vinder i kategorien Globalization

  • Share

Virksomheden Aller Aqua A/S er årets vinder i kategorien Globalization ved EY Entrepreneur Of The Year. Virksomheden er på mange måder en pionér, når det gælder markeder og producerer og sælger fiskefoder til over 70 lande – sidste år ca. 155.000 tons.

Prisen i kategorien Globalization sætter fokus på de vækstvirksomheder, der realiserer mulighederne på de globale markeder og dermed ikke alene skaber egen succes, men også viser andre danske virksomheder vej til den store verden. I år hedder vinderen Aller Aqua A/S ved Hans Erik Bylling.

”Aller Aqua er et godt fyrtårn for Danmark, og virksomheden sælger til over 70 lande og investerer og samarbejder også på svære markeder. Samtidig er det en god forretning i vækst,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:

”Juryen lagde også vægt på, at de danske krav til fødevarer og sikkerhed er en god parameter og de skrappe danske miljøkrav er afspejlet i produkterne. Hvad enten det gælder udvikling af foder med egenskaber til at bekæmpe lakselus i norsk opdræt eller er etablering i Egypten og Zambia, så opdrættere kan fordre mere sundt og effektivt.”

Ud over Aller Aqua A/S var der to andre finalister til prisen Globalization ved EY Entrepreneur Of The Year:

  • Mountain Top A/S, der producerer ladlåg og ladindsatser til pick up biler i Danmark og sælger til førende bilproducenter i hele verden.
  • Aalborg Energie Technik A/S, der arbejder med energiprojekter, der omfatter alt fra design, ingeniørarbejde, levering, service og reparation af anlæg.

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2017 er der 1.361 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2017 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark, Berlingske Business og Mercedes-Benz.