København, 30. november 2017

Vinder på flot vækstrejse

  • Share

Netcompany A/S vinder kategorien Growth DK ved EY Entrepreneur Of The Year for sin succes og resultater på det danske marked. Virksomheden har positioneret sig i et stærkt konkurrencepræget marked og er leverandør til både den private og offentlige sektor.

Juryen i EY Entrepreneur Of The Year har den fornøjelse at udpege Netcompany A/S ved direktør og stifter André Rogaczewski til vinder i kategorien Growth DK i 2017.

I kategorien Growth DK hylder EY de virksomheder, hvis vækstpræstationer primært har fundet sted på hjemmemarkedet, og som skaber arbejdspladser i deres nærmiljø.

Her skiller Netcompany sig ud med flot vækst gennem flere år, og virksomheden nåede for nylig en stor milepæl, da de rundede 1.000 medarbejdere, hvilket efterhånden er en sjældenhed i Danmark. Netcompany leverer forretningskritiske it-løsninger og rådgivning samt hjælper kunder med at forvalte og drifte it-løsninger.

”Ejerne har set en mulighed i et marked præget af store spillere og evner at tilpasse sig hurtigt og skabe værdi. De har udviklet virksomheden til en klar disrupter i eget marked og en spiller, der er svær at komme uden om,” fortæller Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:

”Juryen påpeger, at virksomhedens styrke er ikke mindst ligger i samarbejdet med kunderne om udvikling af de rigtige løsninger, men de hæfter sig også ved, at der er en ledelse, der går forrest og forstår at profilere virksomheden og skabe en stærk tro på kulturen.”

Ud over Netcompany A/S var der to andre finalister til prisen Growth DK ved EY Entrepreneur Of The Year:

  • Normal A/S sælger mærkevarer til priser, som ligger 30-60% under prisen i andre danske detailkæder. Normal åbnede sin første butik i Silkeborg i april 2013 og har i dag over 80 butikker i Danmark – og flere er på vej.
  • KPC Holding A/S er et ejerledet udviklings- og entreprenørselskab, der opfører byggerier i hoved- og totalentrepriser og udvikler erhvervs- og boligprojekter i Danmark.

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2017 er der 1.361 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2017 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 60 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark, Berlingske Business og Mercedes-Benz.