København, 26. november 2015

Adform vinder innovationspris

  • Share

Adform er kåret som årets mest innovative vækstvirksomhed ved EY Entrepreneur Of The Year 2015. Med en stærk performance og innovation på mange niveauer udbygger Adform sin markedsposition med konstant udvikling af nye produkter og services.

Kategorien Innovation fokuserer på de virksomheder, hvor innovation er forankret i alle virksomhedens led samt virksomheder, der er innovative i forhold til produktudvikling og design, og som samtidig kan fremvise vækst.

”Innovative virksomheder gør ikke bare tingene bedre på en traditionel måde, men finder også nye metoder, nye produkter og nye processer til at adskille sig positivt fra konkurrenterne. Her er Adform et godt eksempel og er samtidig en veldrevet og dynamisk virksomhed med en stærk performance på både vækst og indtjening,” siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.

Adform er stærk indenfor "adtech" og tilbyder løsninger indenfor digital markedsføring – en platform for online reklamebannere og trafikstatistik inkl. målgruppedata, statistik og meget mere. Virksomheden gør digital og online annoncering nem, relevant og værdiskabende for over 3000 mediebureauer og annoncører fra deres kontorer i 15 lande og er i dag en dominerende spiller i Norden. 

”Adform arbejder med innovation på mange niveauer og kombinerer et fokus på teknologi med fokus på kundernes ønsker og behov. Det er ikke mindst afgørende i en meget dynamisk branche, hvor et forspring ikke er en garanti for, at man holder sig et skridt foran,” siger Søren Smedegaard Hvid.

Juryen hæfter sig ved, at vinderen i de senere år har udviklet en lang række nye produkter og services, hvilket er udtryk for den innovation, der finder sted, når det gælder udvikling, videndeling, kultur, organisering, ledelse, salg mm. Indtil videre har Adform været så stærk på innovation, at de formår at matche store amerikanske konkurrenter på området.

De tre stiftere Gustav Mellentin, Jakob Bak og Stefan Juricic, der modtog prisen ved landskåring, startede virksomheden i en kælder på Nørrebro i 2002. I dag er det en virksomhed med over 600 ansatte, som sælger i 35 lande.

De nominerede virksomheder
Ud over Adform var to andre virksomheder nomineret til prisen Innovation ved EY Entrepreneur Of The Year:

  • Omada er anerkendt som et af verdens førende software- og konsulenthuse inden for IT Sikkerhed. Omadas innovative løsninger hjælper nogle af verdens største virksomheder med at beskytte deres forretningskritiske og personfølsomme data, og sikrer at revisions- og lovkrav til adgangskontrol overholdes.
  • Trackunit udvikler og producerer avancerede flådestyringsløsninger, der hjælper virksomheder i hele verden med at styrke drift og bundlinje. Produkterne bygger på GPS- og GSM-teknologi og giver brugerne adgang til vigtige performance data fra maskiner og køretøjer. Trackunit er også vinder af regionskåringen i Nordjylland.
      

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2016.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.