Supply Chain Financing-arrangementer i IFRS-regnskaber

Nyt Exposure Draft om Supply Chain Financing-arrangementer i IFRS-regnskaber.

IFRS IC offentliggjorde en tentative Agenda Decision i juni 2020 vedrørende den regnskabsmæssige behandling af samt præsentation og oplysning om Supply Chain Financing-arrangementer (SCF) i årsregnskabet, som i december 2020 blev godkendt af IASB uden væsentlige ændringer. Efterfølgende har IASB vurderet, at de eksisterende regler, som blev gennemgået i ovenstående Agenda Decision, ikke tilstrækkeligt har sikret de primære regnskabsbrugeres behov for information om virksomhedens involvering i SCF-arrangementer. Derfor har IASB i december 2021 udstedt et Exposure Draft, som indeholder specifikke krav til oplysning om SCF-arrangementer.

Formålet med denne artikel er at beskrive indholdet af den offentliggjorte Agenda Decision fra december 2020 og de nye krav, som introduceres med det udstedte Exposure Draft, der ligger til kommentering indtil den 28. marts 2022.

Det er vores vurdering, at konklusionerne om den regnskabsmæssige behandling af og oplysning om Supply Chain Finance-arrangementer i den offentliggjorte Agenda Decision også finder anvendelse for virksomheder, der aflægger årsregnskab efter årsregnskabsloven, da de angivne konklusioner alene præciserer regler, der allerede findes i de IFRS-standarder, der også anvendes som fortolkningsgrundlag til årsregnskabsloven. De nye regler i IASB's Exposure Draft, som endnu ikke finder anvendelse under IFRS, er ikke et krav for virksomheder, der aflægger årsregnskab efter årsregnskabsloven, men kan fungere som inspiration for oplysninger, som kan være relevante for de primære regnskabsbrugere vedrørende virksomhedens involvering i SCF-arrangementer.

Hvad er Supply Chain Financing?

Supply Chain Financing (SCF) er en særlig finansieringsform, der tager afsæt i virksomhedens værdikæde. Et typisk SCF-arrangement er et arrangement mellem en køber/kunde (initiativtager), et pengeinstitut og en leverandør, hvor pengeinstituttet på vegne af køber afregner købsfakturaen for varer eller tjenesteydelser til leverandøren, og virksomheden afregner beløbet over for banken på tidspunktet, hvor leverandørfakturaen forfalder til betaling. I et typisk SCF-arrangement tilbyder pengeinstituttet mod en rabat - et kursnedslag på fakturabeløbet - ofte at afregne købsfakturaen før fakturaens forfaldstidspunkt. 

De mest almindelige SCF-arrangementer hedder Reverse Factoring. Der findes dog mange forskellige SCF-arrangementer, hvorfor det er vigtigt at analysere alle specifikke fakta i et SCF-arrangement med henblik på at fastlægge den korrekte regnskabsmæssige behandling i købervirksomhedens regnskab.

Baggrunden for etableringen af et SCF-arrangement er, at købervirksomhedens leverandører kan modtage hurtigere betaling, end hvis leverandøren skulle modtage betaling direkte fra købervirksomheden, og købervirksomheden kan potentielt få samme eller måske endda længere betalingsfrist over for banken end den potentielt ville kunne få over for leverandøren. Priserne for afregning over for leverandøren og over for banken vil afhænge af arrangementet. Nedenfor er illustreret, hvordan arrangementet typisk kan se ud:

Det typiske SCF-arrangement opstår ved, at køber indgår en aftale med en leverandør om en forlænget betalingsfrist, der påføres betalingsbetingelserne på fakturaen, og at en bank med leverandøren aftaler, at banken mod en rabat - et kursnedslag på fakturabeløbet - betaler fakturabeløbet til leverandøren før fakturabeløbet forfalder til betaling i henhold til betalingsbetingelserne. Samtidig vil køber typisk ikke påtage sig andre forpligtelser over for leverandør eller bank end at betale fakturabeløbet.

De forlængede betalingsfrister som et SCF-arrangement typisk afstedkommer, kan vise sig ikke at være holdbare i længden afhængigt af villigheden hos virksomhedens leverandører til at acceptere forlængede kreditter samt bankernes villighed til at udbyde SCF-arrangementer.

Den regnskabsmæssige behandling af Supply Chain Factoring-arrangementer

En af de væsentligste regnskabsmæssige problemstillinger omkring SCF-arrangementer er, om virksomhedens gæld til pengeinstituttet skal klassificeres som en del af virksomhedens arbejdskapital, dvs. som leverandørgæld eller som en del af virksomhedens rentebærende gæld (bankgæld). Klassifikationen er relevant, fordi den har indvirkning på en række af virksomhedens nøgletal (fx ROIC, finansiel gearing og arbejdskapital m.fl.), finansielle position, pengestrømsopgørelsen samt noter om virksomhedens finansieringsaktiviteter og finansielle risici.

Der er i nuværende IFRS-standarder ikke direkte krav eller vejledning omhandlende SCF-arrangementer, men en korrekt regnskabsmæssig behandling skal udledes på tværs af flere IFRS-standarder.

Vurderinger i forhold til præsentation i balancen

Vejledning til klassifikation af forpligtelsen findes i IAS 1 Presentation of Financial Statements, hvoraf det fremgår, at leverandørgæld og anden gæld skal præsenteres særskilt fra andre finansielle forpligtelser, fordi de som regel er anderledes i art eller funktion. Der kan være behov for særskilt præsentation i balancen, hvis det er relevant for forståelsen af virksomhedens finansielle position (fx afhængig af størrelse, art eller funktion af regnskabsposten). Derudover fremgår det af IAS 1, at en finansiel forpligtelse klassificeres som leverandørgæld, når gælden:

• repræsenterer en forpligtelse til betaling for varer eller tjenesteydelser,
• er faktureret eller formelt aftalt med leverandøren, og
• er en del af virksomhedens arbejdskapital, der anvendes i virksomhedens normale forretningscyklus.

Ovenstående krav udgør den gældende vejledning til præsentation af en virksomheds finansielle position, og er relevant ved vurderingen af klassifikationen af forpligtelser, som opstår i forbindelse med et SCF-arrangement.

Ved ophør med indregning af den finansielle forpligtelse til leverandøren (step 2 ovenfor), skal virksomheden vurdere, hvordan den finansielle forpligtelse, der i stedet opstår over for pengeinstituttet, skal klassificeres. Da forpligtelsen nu er over for et pengeinstitut, vil en klassifikation som en del af gæld til finansielle virksomheder i visse situationer være mere passende end leverandørgæld og anden gæld.

Hvis gælden klassificeres som gæld til finansielle virksomheder, skal der foretages en vurdering af, om gælden er omfattet af den rentebærende gæld, eller om gælden ikke er rentebærende. Dette afhænger af arrangementet, men ofte vil gælden over for pengeinstituttet ikke være rentebærende for købervirksomheden, fordi det er leverandøren, der betaler for arrangementet ved at acceptere at modtage tidligere betaling fra banken mod betaling af et kursnedslag på sit tilgodehavende. Hele vurderingen om klassifikation af gælden i balancen skal baseres på substansen af arrangementet, herunder de eventuelle ændringerne til gældens vilkår i forbindelse med overdragelsen af gælden til pengeinstituttet, og om vilkårene med banken har mere karakter af at være en finansieringsaftale, hvilket er gennemgået nedenfor.

Selvom kriterierne for ophør med indregning af finansielle forpligtelser i IFRS 9 Financial Instruments ikke er opfyldt ved kreditorskiftet fra leverandør til pengeinstitut, vil en vurdering af klassifikationen fortsat være relevant, da der kan ske væsentlige modifikationer af vilkårene for gælden i forbindelse med kreditorskiftet.

Ovenstående analyse er ofte kompliceret og IFRS IC's Agenda Decision er ikke specifik i, hvilke kriterier der er afgørende ved vurderingen. Derfor afhænger vurderingen af substansen af SCF-arrangementet, og udfaldet af analysen er centralt for de oplysninger, som skal medtages i virksomhedens årsregnskab om arrangementet. Analysen skal bl.a. omfatte:

• at opnå en forståelse for rollerne, ansvaret og forholdet mellem købervirksomhed, pengeinstitut og leverandør,
• at identificere eventuelle ændringer i købers vilkår i forbindelse med overdragelse af den finansielle forpligtelse til pengeinstituttet (fx betalingsbetingelser eller lignende), og
• at identificere eventuelle rabatter eller andre incitamenter for køber, som ellers ikke ville være modtaget uden indgåelse i arrangementet.

Det er EY's opfattelse, at nøglekriterierne ved vurderingen af, om den finansielle forpligtelse skal præsenteres som leverandørgæld, anden gæld eller gæld til pengeinstitutter er, om den finansielle forpligtelse er opstået som en del af virksomhedens normale forretningscyklus for køb af varer og tjenesteydelser, og om betalingsbetingelserne er inden for, hvad der kan betragtes som normale betalingsbetingelser over for virksomhedens leverandører.

Følgende indikatorer kan pege mod henholdsvis klassifikation som leverandørgæld eller gæld til pengeinstitutter:

Overvejelser om præsentation i resultat- og totalindkomstopgørelsen

IFRS IC's Agenda Decision adresserer ikke, om poster relateret til SCF-arrangementer skal præsenteres som finansielle omkostninger i henhold til IAS 1 eller i en anden linje i resultat- og totalindkomstopgørelsen. Dette øger risikoen for inkonsistens i praksis på tværs af virksomhederne. Dette underbygger vigtigheden af, at virksomheder, som deltager i SCF-arrangementer, er specifikke i deres oplysninger om præsentation heraf i årsregnskabet.

Overvejelser om præsentation i pengestrømsopgørelsen

En virksomhed, som indgår i et SCF-arrangement, skal vurdere, om pengestrømmene fra SCF-arrangementet skal præsenteres som en del af likviditet fra driftsaktivitet (omsætningsskabende aktiviteter og andre aktiviteter, der ikke er hverken investerings- eller finansieringsaktivitet) eller likviditet fra finansieringsaktivitet (aktiviteter, der resulterer i ændringer i sammensætningen eller størrelsen af virksomhedens egenkapital eller gæld).

Klassifikationen i pengestrømsopgørelsen hænger unægtelig sammen med ovenstående vurdering omkring substansen af arrangementet og præsentationen af arrangementet i balancen. Hvis virksomheden har vurderet, at den relaterede forpligtelse skal præsenteres som en del af arbejdskapitalen (leverandør eller anden gæld), som anvendes i virksomhedens omsætningsskabende aktiviteter, skal virksomheden præsentere pengestrømmene fra indfrielse af forpligtelsen som en del af likviditet fra driftsaktivitet. Omvendt, hvis virksomheden har vurderet, at den relaterede forpligtelse skal klassificeres som en del af gæld til pengeinstitutter, skal virksomheden præsentere pengestrømmene til indfrielse af forpligtelsen som finansieringsaktivitet. I de arrangementer, hvor der ikke opstår faktiske pengestrømme mellem virksomheden og pengeinstituttet, præsenteres transaktionen uden for pengestrømsopgørelsen (non cash-transaktioner).

I enkelte tilfælde foretages der i SCF-arrangementer betaling for varer og tjenesteydelser, som indgår i opførelse eller forbedring af aktiver, som tager længere tid at opføre, hvorfor virksomheden skal vurdere, om pengestrømmene skal præsenteres som enten investeringsaktivitet eller finansieringsaktivitet, fordi pengestrømme ikke relaterer sig til de omsætningsskabende aktiviteter.

Uanset hvilken præsentation der vælges, bør der foretages en tydelig beskrivelse heraf i anvendt regnskabspraksis.

Overvejelser om yderligere præsentation af oplysningskrav

I praksis kan vurderingen vedrørende klassifikation og præsentation i årsregnskabet være kompliceret og indeholder en høj grad af vurdering og skøn relateret til substansen af arrangementet. Uanset hvilken præsentation af SCF-arrangementet, der vurderes at være mest retvisende, vil der ofte være behov for yderligere beskrivelse og oplysninger om SCF-arrangementet i noterne til årsregnskabet for at sikre, at beskrivelsen bliver tilstrækkelig. Nedenfor er beskrevet nogle af de oplysninger, som drøftes i IFRS IC's Agenda Decision.

Der er i IAS 1 krav om oplysninger om de vurderinger, som ledelsen foretager inden for rammerne af anvendt regnskabspraksis, herunder også vanskelige, subjektive eller komplekse vurderinger. Her kan SCF-arrangementer falde ind under, afhængigt af hvor væsentlig arrangementet er for koncernen eller virksomheden.

Derudover er der i IAS 1 også generelt krav om oplysning af information, der er nødvendig for at forstå årsregnskabet, og som ikke er præsenteret andre steder i årsregnskabet, samt krav om anvendt regnskabspraksis og skøn i forbindelse med anvendelsen af anvendt regnskabspraksis. Centralt er det, at uanset præsentation som leverandørgæld eller gæld til pengeinstitutter, så kan særskilt præsentation i balancen (og ikke kun i noterne) være nødvendig for at opfylde kravet om "fair presentation" i IAS 1.

Der er i IAS 7 Statement of Cash Flows krav om oplysninger, der giver regnskabsbruger mulighed for at forstå ændringer i forpligtelser, der opstår fra finansieringsaktiviteter (fra likvide og ikke-likvide transaktioner).

I de tilfælde hvor virksomheden vurderer, at det er mest retvisende at præsentere forpligtelsen som en del af arbejdskapitalen, kan det være nødvendigt at specificere leverandørgæld direkte i balancen eller i noterne fx præsentere den andel af gælden til leverandører, som opstår som følge af SCF-arrangementer og derfor er skyldige til et pengeinstitut. Virksomheden skal også vurdere, om denne specifikation bør anvendes i den primære opgørelse i stedet, hvilket skal baseres på en vurdering af, om posten i arten er for forskellig fra leverandørgæld som tidligere beskrevet.

Herudover er der oplysningskravene i IFRS 7 Financial Instruments: Disclosures om likviditetsrisici, der er relevante for virksomheder, der deltager i SCF-arrangementer, fordi virksomhederne dermed har koncentreret sine forpligtelser over for en enkelt modpart (pengeinstituttet) i stedet for at sprede gælden på flere leverandører. I denne forbindelse kan virksomheden have andre forpligtelser over for samme pengeinstituttet, som kan påvirke likviditetsrisikoen - fx kan der være en forøget risiko for, at virksomheden skal betale et større beløb på samme tidspunkt.

Ud over ovenstående kræver IFRS 7, at der for likviditetsrisici (og andre risici, som opstår fra finansielle instrumenter) gives oplysninger om virksomhedens eksponering, og hvordan de er opstået, virksomhedens mål, politikker og processer for styring af risici, samt hvilke metoder der anvendes til at måle likviditetsrisici og ændringer i ovenstående sammenholdt med sidste år.

Der er yderligere krav i IFRS 7 om oplysning af kvantitative data vedrørende virksomheden eksponering over for likviditetsrisici samt risikokoncentrationer, som uddybet ovenfor, og yderligere oplysninger, hvis eksponeringen på balancedagen ikke afspejler virksomhedens eksponering for hele rapporteringsperioden. 

Ovenstående oplysninger i årsregnskabet skal ikke anses for at være en udtømmende liste, men omfatter nogle af de overvejelser, som virksomheder bør overveje at medtage i regnskabet for at give regnskabsbrugerne tilstrækkelig information om virksomhedens involvering i SCF-arrangementer.

Nyt Exposure Draft

IASB har som nævnt ovenfor i december 2021 udstedt et Exposure Draft, som stiller specifikke krav til oplysning om de SCF-arrangementer, som IFRS-aflæggere er involveret i. Oplysningskravene, der er foreslået indarbejdet i IAS 7 Statement of Cash Flows og i IFRS 7 Financial Instruments: Disclosures, er gennemgået nedenfor. Det nye Exposure Draft er udstedt, da IASB har vurderet, at de eksisterende regler om præsentation og oplysning om SCF-arrangementer ikke er tilstrækkelige.

En virksomhed skal give oplysning om ikke-kontante ændringer fra SCF-arrangementer, samt følgende yderligere oplysningskrav for hvert SCF-arrangement, medmindre arrangmenterne er samlignelige:

• SCF-aftalens vilkår
• Den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af et SCF-arrangement, herunder i hvilken regnskabspost, som beløbet er indregnet i
• Den regnskabsmæssige værdi af forpligtelser omfattet af et SCF-arrangement, hvor den tilhørende leverandørgæld er indfriet af långiver
• Spændet for betalingsbetingelser for SCF-arrangementer
• Spændet for betalingsbetingelser for leverandørforpligtelser, som ikke er omfattet af SCF-arrangementer.

Herudover stilles der krav om, at størrelsen af ikke-kontante transaktioner, der opstår fx når en leverandørgæld reklassificeres til bankgæld i forbindelse med et SCF-arrangement – og dermed de relaterede pengestrømme skifter karakter fra driftsaktivitet til finansieringsaktivitet – skal oplyses specifikt i tilknytning til pengestrømsopgørelsen.

Der kræves derudover yderligere oplysning om likviditetsrisikoen og risikoen for koncentration af finansielle forpligtelser relateret til SCF-arrangementer i henhold til IFRS 7.