Hastegodkendte bekendtgørelser med øget risiko for fejl og uklarheder
Kompensationsordningerne havde baggrund i bekendtgørelser, der var udstedt af Erhvervsministeren, med hjemmel i lov om erhvervsfremme.
Bekendtgørelserne blev udarbejdet i hast, idet det var en prioritet at tilføre likviditet til de virksomheder, som ville realisere tab på grund af nedlukningerne. Siden er bekendtgørelserne – med tilhørende vejledninger – blevet ændret, forlænget og korrigeret adskillige gange, og det er evident, at en sådan proces indebærer en øget risiko for fejl og uklarheder. Dette modsat sædvanlig lovgivning, hvor et udkast til en lovændring som hovedregel sendes i høring, for derefter at blive tilrettet, og efterfølgende fremsat i Folketinget til tre behandlinger over en periode på 30 dage.
Den øgede risiko for fejl og uklarheder kommer tydeligt til udtryk i Erhvervsministerens svar på spørgsmål 626 fra Erhvervsudvalget, hvoraf det fremgår, at Erhvervsstyrelsen pr. 9. august 2021 har afvist 50.241 ud af 411.774 modtagne kompensationsansøgninger.
Selvom tallet er stort, er det ikke unaturligt, når man ser på hvor hurtigt regelsættet er blevet til – og nu, hvor slutafregningerne af de mange kompensationsansøgninger netop er påbegyndt, kan det konstateres, at der vil opstå endnu flere tvister om, hvordan reglerne skal fortolkes.
Tvister skal behandles af landets domstole
Udfordringen med de mange tvister bliver, at de skal løses af landets domstole, idet samtlige bekendtgørelser om kompensation indeholder følgende om klageadgang: ”Erhvervsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed”.
Da de første bekendtgørelser om kompensation blev udarbejdet, var der næppe nogen der forudså omfanget af de efterfølgende ansøgninger. På den baggrund kunne den manglende klageadgang retfærdiggøres – men nu, hvor virkeligheden har overhalet forventningerne, er det svært at se det rimelige i, at den lille virksomhed, som får afvist en kompensationsansøgning skal anlægge sag ved domstolene, som i forvejen har ventetider på mere end et år. Det er hverken rimeligt for virksomhederne, domstolene eller domstolenes øvrige brugere.
Der er brug for et kompensationsankenævn
Ventetiden og de omkostninger der er forbundet med en retssag, vil afholde mange – især mindre - virksomheder fra at anlægge sag, og dermed har de fleste virksomheder fået frataget en reel klageadgang. De større virksomheder har ressourcerne til at anlægge retssag, men ressourceforbruget og ventetiden vil være en udfordring for alle.
De coronaramte virksomheder har derfor brug for et kompensationsankenævn, helt på linje med, hvad der i forvejen eksisterer til håndtering af tvister i skatteforhold, hvor Skattestyrelsens afgørelser kan påklages til et af Skatteankenævnene – eller til Landsskatteretten – og først derefter om nødvendigt bringes for domstolene.
Fordelene ved at etablere et kompensationsankenævn er mange, men helt primært vil det medvirke til at sikre, at afgørelser om retten til kompensation træffes hurtigt, omkostningseffektivt, og på et fagligt højt – og ikke mindst ensartet – grundlag, og af fagligt stærke sagsbehandlere, som i overvejende grad kun beskæftiger sig med coronakompensation.
Herved vil der samtidig kunne blive indsamlet viden, som kan gøres tilgængelig i en offentlig afgørelsesdatabase, som yderligere kan effektivisere sagsbehandlingen, og tillige medvirke til at reducere antallet af grundløse klager.
Denne kronik er oprindeligt publiceret i Børsen den 20. september 2021.
