19 mar. 2020
Torben Bender, EY

Dag for dag med COVID-19

Af

Torben Bender

EY Danmark, CEO, Country Manager, Partner

CEO og Country Managing Partner for EY i Danmark. Erfaren revisor og rådgiver. Cykelentusiast.

19 mar. 2020
Relaterede emner COVID-19

Vis materialer

Dansk erhvervsliv sætter alle kræfter ind på at komme bedst muligt gennem konsekvenserne af en global krise, som eskalerer dag for dag.

Det er ikke kun en akut krise med store omvæltninger, men vi kigger også gennem en dugget rude på vejen mod en reetablering, siger CEO i EY Danmark, Torben Bender.

Efter en uge hvor EY’s 16 kontorer i Danmark blev udskiftet med godt 1700 kontorer i hjemmene landet over, er der hektisk aktivitet i det virtuelle rum, hvor EY’s medarbejdere håndterer hverdagen med mobil, mail, video og god brug af vores digitale værktøjer og teknologier. Det er også med det afsæt, at EY fortsat rådgiver, reviderer og betjener kunder.

Det var hensynet til medarbejdernes sikkerhed og opbakning til statsministerens anbefaling, der gjorde, at EY tidligt lukkede ned for aktiviteter på kontorerne i Danmark. I modsætning til nogle virksomheder, hvor forretningsgrundlaget er forsvundet på grund af indgreb mod COVID-19, såsom restauranter og rejsebranchen, så er vi i EY relativt bedre stillet, da vi fortsat kan arbejde – faktisk er vores arbejde almindeligvis så mobilt og digitalt, at vi i mange tilfælde ikke er afhængige af fysiske møder med kunder og kolleger, men kan holde tæt kontakt digitalt. Dermed ikke sagt, at situationen er normal. Tværtimod.

Jeg er stolt over den respons, jeg oplever fra EY’ere, der holder sammen og får tingene til at fungere – også når det kræver tilpasning og nye løsninger. I disse dage og uger bliver vi alle ved med at gøre vores yderste for at hjælpe vores kunder i denne svære situation.

Udfordringerne trænger sig på

Dansk erhvervsliv står i en situation, som er uden fortilfælde i min tid som revisor og rådgiver - og helt anderledes end finanskrisen, der var dyb, men ikke ramte samfundet så fundamentalt og samtidigt. For virksomhederne stiller det store krav – og på nogle af disse områder har vi mulighed for at hjælpe og rådgive.

Det gælder håndtering af skatteforhold, moms og afgifter i Danmark og i udlandet, hvor der nu mange steder er politiske tiltag og midlertidige regelændringer. Der er arbejds- og ansættelsesretlige udfordringer i forhold til medarbejdere i ind- og udland. Mange virksomheder er presset på likviditeten og skal have styr på arbejdskapital, pengebindinger og omkostninger. Der er også nye regnskabsmæssige problemstillinger.

Alt, der er relateret til driften, til supply chain, til cybersikkerhed, til risikostyring og meget andet, trænger sig på. Også strategi og innovation i en svær tid er i fokus - enten for at finde og udvikle nye løsninger i rekordfart eller for at kigge frem mod nye scenarier.

Alle mærker til COVID-19

Effekten af COVID-19 rammer alle vores kunder på den ene eller anden måde – nogle kritisk. Vi oplever dog også, at der forståeligt er mange aktiviteter, som nedprioriteres i virksomhederne nu. For EY og for mange andre er det store spørgsmål, hvor længe det varer? Hvis situationen trækker ud, så vil det påvirke alle virksomheder. For os er det for tidligt at sige i hvilket omfang, hvis vi kigger på mellem og langt sigt.

I Danmark har vi set en række tiltag og hjælpepakker, der skal hjælpe virksomheder, der kommer økonomisk i klemme på grund af COVID-19, så de kan klare sig bedst muligt og fastholde arbejdspladser. Den politiske handlekraft, den resolutte indsats fra regeringen og samarbejdet blandt Folketingets partier er flot. Det forpligter også erhvervslivet til fuld opbakning.

På den helt korte bane handler det om at afbøde en sundhedskrise og løse akutte udfordringer, og på mellemlangt sigt, vil der være en stor opgave i at genoprette og normalisere. Den lange bane kan jeg slet ikke se endnu. Indtil videre er det en situation, vi i høj grad agerer i fra dag til dag.

Sammendrag

EY har samlet information, der adresserer spørgsmål og udfordringer, som hastigt rejser sig i denne situation i Danmark og internationalt. Se mere på vores side om COVID-19.

Om denne artikel

Af

Torben Bender

EY Danmark, CEO, Country Manager, Partner

CEO og Country Managing Partner for EY i Danmark. Erfaren revisor og rådgiver. Cykelentusiast.

Relaterede emner COVID-19