Den politiske aftale om grøn omstilling har allerede budt på en række initiativer, som har til formål at motivere dansk erhvervsliv til at tænke og handle mere klimavenligt.
Én af incitamentsordningerne er investeringsvinduet for såkaldte ”grønne driftsmidler”, som giver erhvervsdrivende mulighed for at afskrive på 116 % af anskaffelsessummen på grønne driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, og som er erhvervet i perioden fra den 23. november 2020 til 31. december 2022.
Det vil sige, hvis et driftsmiddel har en omkostning på 100.000, vil afskrivningsgrundlaget blive på 116.000 kr. I nettokroner er det en ekstra skattebesparelse for et selskab på 3.520 kr. (22 %) og for en personlig erhvervsdrivende en ekstra skattebesparelse på ca. 6.800 – 9.000 kr. (42 – 56 %) pr. 100.000 kr. i investering.
Betingelser for anvendelse af ordningen
Loven gælder med tilbagevirkende kraft, men opstiller samtidig en række betingelser for anvendelse af ordningen. Som nævnt skal aktivet udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, hvorved blandede benyttede aktiver ikke er omfattet. Dernæst kræves det, at driftsmidlerne er fabriksnye og ”grønne”.
Med fabriksny menes, at driftsmidlet ikke tidligere har indgået i en igangværende virksomhed. Det er således fx ikke muligt at flytte aktiver mellem koncernforbundne selskaber for at opnå retten til det forhøjede afskrivningsgrundlag.
”Grønne driftsmidler” er defineret som driftsmidler, der alene kan drives via en ekstern energiforsyning, som fx tilslutning til elnettet eller en generator. Ønsket er, at driftsmidler, som drives helt eller delvist af fossile brændsler (fx gas, kul, koks og olie, herunder gasolie, diesel og benzin mv.) løbende skal udfases/reduceres med henblik på at reducere Danmarks CO2-udledning.
Fradraget gælder også fabriksnye maskiner uden motor såsom såmaskiner, plove m.m.
Ved anskaffelse af visse driftsmidler, kan der dog være adgang til at forhøje afskrivningsgrundlaget til 116 %, selvom driftsmidlet er drevet af fossile brændsler. Begrundelsen herfor er, at der for denne type køretøjer ikke findes grønne alternativer til de fossile brændsler som drivmiddel.
Andre køretøjer end personbiler
Udgangspunktet er, at udgifter til anskaffelse af personbiler eller maskiner drevet af fossile brændsler ikke er omfattet af investeringsvinduet. Undtagelsen hertil er, at andre køretøjer end personbiler, kan være omfattet af ordningen, hvis disse er registreret i Køretøjsregisteret (traktorer, vare- og lastvogne).
Der lægges afgørende vægt på, om køretøjet er forsynet med nummerplader eller ej. Et køretøj uden nummerplader vil således ikke være omfattet af investeringsvinduet, hvis det via egen energikilde drives eller kan drives af fossile brændsler.
Nummerpladekravet
Køretøjet skal som udgangspunkt registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden det tages i brug på færdselslovens område. Disse køretøjer – på nær personbiler – er omfattet af investeringsvinduet.
Derimod er køretøjer, som er undtaget fra registrerings- og nummerpladepligten, enten ved lov, fordi disse ikke – eller kun i ubetydeligt omfang – anvendes på privat fællesvej eller offentlige veje, fx en gaffeltruck – eller køretøjerne efter anmodning til Skattestyrelsen er fritaget for registreringspligten. Sådanne køretøjer falder således uden for ordningen.