Udgør COVID-19 force majeure?

Kan en kontraktpart ansvarsfrit undlade at opfylde sine kontraktforpligtelser på grund af COVID-19?

Det korte og kedelige svar er, at det afhænger af de konkrete omstændigheder, og det er derfor nødvendigt at foretage en konkret vurdering, men der skal meget til.

Det er naturligvis altid at foretrække, at man i samarbejde med sine kunder og leverandører prøver at finde en mindelig løsning på den nuværende situation, men det kan i den forbindelse være en fordel at vide, hvordan man står rent juridisk. Og hvis det ikke er muligt at finde en mindelig løsning, kan det blive nødvendigt at vide.

Force majeure er et anerkendt princip i dansk ret, der indebærer, at en kontraktpart er berettiget til ikke at opfylde sine kontraktuelle forpligtelser uden dermed at ifalde erstatningsansvar, hvis opfyldelsen af forpligtelserne er umuliggjort grundet ekstraordinære begivenheder, som den berørte part hverken kunne eller burde have forudset, forhindret eller overkommet. Typiske eksempler på force majeure er krigsudbrud, oprør, indførelsesforbud og naturkatastrofer.

Udgør den ekstraordinære begivenhed alene en midlertidig hindring/umulighed, bevirker dette som udgangspunkt kun en suspension af kontraktpartens forpligtelser. Er den ekstraordinære begivenhed af permanent eller ubestemt varighed, kan kontraktpartens forpligtelser efter omstændighederne helt ophøre.

Som nævnt skal opfyldelsen af forpligtelserne være umuliggjort, hvilket indebærer, at selv om det er blevet gjort mere byrdefuldt, dyrere eller endda urentabelt at opfylde kontraktens bestemmelser, vil dette ikke i sig selv være nok til, at der foreligger en ansvarsfritagende force majeure-begivenhed. Det vil sige, at hvis en sælger har mulighed for at opfylde sine kontraktuelle forpligtelser ved at bruge en alternativ underleverandør (selv om denne er dyrere), er sælgeren forpligtiget til dette.

Generelt er tærsklen for at påberåbe sig force majeure meget høj, og bevisbyrden ligger hos den påberåbende part. Hvis en kontraktpart vil påberåbe sig, at der foreligger en force majeure-begivenhed, som ophæver eller suspenderer partens kontraktuelle forpligtigelser, er den påberåbende part forpligtet til at underrette modparten herom så hurtigt som muligt. Iagttages denne underretningspligt ikke, kan det medføre erstatningsansvar for det tab, som den anden part kunne have undgået, hvis denne var blevet behørigt underrettet. 

Der findes på nuværende tidspunkt ikke dansk retspraksis, der omhandler sundhedskriser, epidemier eller pandemier som force majeure-begivenheder, og den nuværende situation er uden fortilfælde (i hvert fald i moderne ret).

Det er vores vurdering, at COVID-19 – afhængig af de specifikke omstændigheder – kan udgøre en fore majeure-begivenhed under dansk ret. Om det konkret er tilfældet, vil dog bl.a. afhænge af den konkrete kontrakts ordlyd, tidspunktet for kontraktens indgåelse m.v.

Force majeure er som nævnt et anerkendt princip i dansk ret, hvilket også betyder, at en kontraktpart kan påberåbe sig force majeure, uanset om kontrakten indeholder bestemmelser herom eller ej. Men indeholder kontrakten bestemmelser om force majeure, kan disse skærpe vurderingen af, hvad der udgør force majeure eller lempe den. Derudover kan kontrakten indeholde en såkaldt hardship-klausul (der dog ikke anvendes så ofte i dansk ret). Hardship-klausuler omhandler situationer, hvor opfyldelsen af de kontraktuelle forpligtelser fortsat er mulig, men udsædvantlig byrdefuld grundet en begivenhed uden for parternes kontrol. Der skal dermed mindre til for at påberåbe sig en hardship-klausul end en force majeure-bestemmelse. Ved vurderingen af, om COVID-19 berettiger en kontraktpart til ansvarsfrit at undlade at opfylde sine forpligtelser i henhold til en kontrakt, er det derfor nødvendigt med en grundig gennemgang af den pågældende kontrakt.

Tidspunktet for indgåelsen af den specifikke kontrakt er også relevant – blev kontrakten indgået før eller efter udbruddet af COVID-19? WHO erklærerede den 30. januar 2020, at COVID-19 udgør en international sundhedskrise, og i forhold til kontrakter indgået efter dette tidspunkt vil det næppe være muligt at påberåbe sig COVID-19 som en force majeure-begivenhed. I forhold til kontrakter indgået før 30. januar 2020, men efter udbruddet af COVID-19, vil det være nødvendigt med en nærmere undersøgelse af de specifikke omstændigheder for at vurdere, om COVID-19 kan udgøre en force majeure-begivenhed.

Ved vurderingen af, om man i forhold til en konkret kontrakt kan påberåbe sig COVID-19 som en force majeure-begivenhed, skal det som det første undersøges, hvilket lands ret den pågældende kontrakt er underlagt. Ovenstående beskriver retsstillingen under dansk ret.

Vurderingen af, om COVID-19 udgør en force majeure-begivenhed, kan ændre sig afhængig af den fremadrettede udvikling af virussen.

Vi bemærker, at afhængig af hvilket forretningsområde en virksomhed agerer inden for, kan særlovgivning på området indeholde særlige bestemmelser om force majeure.

Kontakt

Såfremt du har spørgsmål om force majeure, herunder mulighederne for at påberåbe sig force majeure i en konkret kontrakt og håndteringen heraf, kan EY LAW være behjælpelig med en vurdering heraf.

Christina Vesterholm, Associate Partner, tlf. 2529 5728
Anne-Sophie Sachse Petersen, Associate Partner, tlf. 2529 3482