301 virksomheder fra Sjælland lever i år op til de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Det er 5 pct. flere end sidste år, og en flot fremgang i et år, hvor kurven ellers flader ud på landsplan.
Det er et nyt rekordår, når det gælder virksomheder i Danmark, der kan præstere høj vækst. I alt møder 1.623 virksomheder de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year mod 1.603 sidste år. EY har gennemført konkurrencen i 23 år i Danmark, og rekorden sidste år slog den tidligere rekord på 1.477 virksomheder i 2008 før finanskrisen. Med blot 1 pct. flere vækstvirksomheder i år er det en ny rekord, men dog en meget beskeden fremgang. Kurven flader ud, men der er stadig fart på i vækst-Danmark.
Region Sjælland (der her også tæller Nordsjælland) har de seneste år set en flot fremgang i antallet af vækstvirksomheder. Efter de sidste to års fremgang på hhv. 17 pct. og 18 pct. og i år på 5 pct. runder antallet af vækstvirksomheder de 300.
”Det er glædeligt at se, at Sjælland fortsætter de positive takter, og jeg synes, at det er vigtigt, at vi kan sætte fokus på succesfulde virksomheder også uden for hovedstaden,” siger Anders Flymer-Dindler, Associate Partner i EY og ansvarlig for region Sjælland i EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:
”Vi har et rigtig flot felt igen i år med et stort antal succesfulde og ekspanderende virksomheder. Erhvervslivet i regionen har godt gang i hjulene, og i et år, hvor kurven ellers flader ud på landsplan, er det særligt flot, at flere kan skabe høj vækst.”
De sidste tre år har Mountain Top Industries A/S fejet al konkurrence af banen og er løbet med titlen som årets EY Entrepreneur Of The Year i region Sjælland. Dette års vinder i region Sjælland bliver fundet ved den regionale kåring onsdag den 29. oktober 2019, og landsfinalen afholdes torsdag den 28. november 2019 i København. Sidste års landsvinder var Mobile Industrial Robots (MiR) fra Fyn, der dermed repræsenterede Danmark ved den globale del af konkurrencen, EY World Entrepreneur Of The Year.
Hvert år kåres Danmarks bedste vækstskaber i konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Formålet er at hylde de mennesker, der driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling – og at inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej.