Pressemeddelelse

19 dec. 2019 København, DK

EY-partner får international bestyrelsespost

Søren Kok Olsen er pr. 1. januar 2020 valgt til bestyrelsen i regnskabsorganisationen European Financial Reporting Advisory Group.

Pressekontakt
EY Danmark

EY er en af verdens førende organisationer inden for revision, skat, transaktioner og rådgivning.

Relaterede emner Assurance

Søren Kok Olsen, partner i revisions- og rådgivningsfirmaet EY, er pr. 1. januar 2020 valgt til bestyrelsen i regnskabsorganisationen European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG), der har stor indflydelse på tekniske og politiske beslutninger om europæiske børsnoterede virksomheders regnskabsforhold.

Den internationale regnskabsorganisation, European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG) får nu et nyt medlem fra Danmark. Søren Kok Olsen indtræder således i EFRAG’s bestyrelse som repræsentant for danske interesser. Søren Kok Olsen efterfølger Stig Enevoldsen, der har valgt at gå på pension. Bestyrelsen tæller 17 medlemmer og har også deltagelse af observatører fra bl.a. Europa Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.

”Sørens udnævnelse som nyt dansk bestyrelsesmedlem i EFRAG er positivt nyt for de danske virksomheder og organisationer, der fortsat ønsker aktiv indflydelse på udviklingen i finansiel og ikke-finansiel regnskabsregulering i Europa. Det er vigtigt, at vi i Danmark er tæt på beslutningsprocesserne, der påvirker alle store danske virksomheders regnskabsaflæggelse,” siger Torben Bender, CEO i EY.

EFRAG-bestyrelsen har bl.a. politisk og fagligt en nøglerolle i forhold til godkendelsesprocessen af de internationale regnskabsstandarder, IFRS, i Europa, ligesom EFRAG proaktivt deltager i den internationale debat om fremtidens regnskabsrapportering.

”Jeg er stolt af udnævnelsen og glæder mig til arbejdet i EFRAG-bestyrelsen. Jeg ser særligt frem til en god dialog med danske organisationer og virksomheder om international regnskabsregulering og udviklingstendenser, som kan påvirke virksomhedernes regnskabsrapportering,” siger Søren Kok Olsen.

”Samtidig vil jeg gerne takke Stig Enevoldsen for hans involvering i EFRAG i mange år,” fortsætter Søren Kok Olsen.

Søren Kok Olsen er partner i revisions- og rådgivningsfirmaet EY og var fra 1999 til 2014 medlem af FSR – danske revisorers regnskabstekniske udvalg, heraf 10 år som viceformand. Han blev i 2016 medlem af EFRAG TEG (Technical Expert Group), der er EFRAG’s regnskabstekniske udvalg. Han er blot den anden dansker, der har været medlem af EFRAG TEG, og som nu er valgt til bestyrelsen i EFRAG.

Fra Danmark er følgende fem organisationer medlem af EFRAG: Dansk Industri, Dansk Erhverv, FinansDanmark, Forsikring & Pension og FSR – danske revisorer.