Pressemeddelelse

19 mar. 2020 København, DK

Lande verden over indfører hjælpepakker til erhvervslivet

Indsatsen mod COVID-19 betyder, at mange lande i lighed med Danmark sætter ind med hjælpepakker til virksomheder.

Pressekontakt
Jan M. Huusmann

Leder af Tax & Law, Partner, EY Danmark

Passion for forretningsudvikling, skat og digital transformation. Far til to.

Relaterede emner COVID-19 Tax

Danske virksomheder med aktiviteter på tværs af grænser er vant til at håndtere forskellige nationale regler for bl.a. skat, moms og ansættelsesforhold. Indsatsen mod COVID-19 skaber dog en ny situation i takt med at mange lande i lighed med Danmark og sætter ind med hjælpepakker til virksomheder.

Verden over tager mange lande initiativer for at hjælpe virksomheder, der kommer økonomisk i klemme på grund af COVID-19, så de kan klare sig bedst muligt gennem krisen og fastholde arbejdspladser.

Af nabolande har både Sverige, Norge og Tyskland nu indført forskellige tiltag, der sigter mod at reducere negative økonomiske konsekvenser af COVID-19. Også andre europæiske lande som Italien, Frankrig, Storbritannien og Tjekkiet blandt har taget forskellige tiltag. I resten af verden tæller et udsnit USA, Kina, Australien, Singapore, Canada og Malaysia.

Det viser en oversigt, som rådgivnings- og revisionsfirmaet EY har udarbejdet, og som pt. omfatter 42 lande. EY påpeger, at der i mange lande drøftes lignende eller flere politiske udspil ligesom kortvarige ændringer potentielt kan forlænges, så oversigten opdateres løbende.

”Der er i flere lande tiltag, som kan afbøde negative økonomiske konsekvenser af COVID-19, og det kan give virksomheder bedre mulighed for at fastholde aktiviteter. Lige nu har virksomheder med aktiviteter på tværs af landegrænser behov for et overblik, for der er mange steder tiltag, som de skal være opmærksomme på,” siger Jan Huusmann, Partner i EY og fortsætter:

”Der er flere lande, der tilbyder udsat skat og moms, lønkompensation eller kompensation for tabt omsætning. For danske virksomheder med datterselskaber i andre lande er det vigtigt at kende til for at håndtere situationen på kort sigt, men det er også noget, de kan skele til for at vurdere, hvor hurtigt et givet marked kan komme på fode igen, når situationen normaliseres.”

Omfattende tiltag er nødvendige

I Danmark er der bl.a. indført udsat moms og B-skat, mulighed for lønkompensation og anden kompensation. Flere initiativer drøftes politisk i Danmark, bl.a. med fokus på specifikke brancher. Det er også noget, som udenlandske virksomheder med aktiviteter i Danmark kigger opmærksomt på i øjeblikket.

”De hjælpepakker vi indtil videre har set til dansk erhvervsliv er afgjort en faktor, som udenlandske virksomheder og udenlandske investorer ser på. Men danske virksomheder kigger med samme opmærksomhed på tiltag i andre lande, hvor de er tilstede. De risikerer at måtte lukke produktion eller salg, så krisen kan ramme mange led i forsyningskæderne,” påpeger Jan Huusmann.