Pressemeddelelse

20 apr. 2020 København, DK

Venturekapital holder øje med robotterne

Robotvirksomheder blandt Top 10 investeringer i 2019 med samlet ca. 345 mio. DKK til to virksomheder.

Pressekontakter

Martin Wiig Nielsen

EY Denmark, Partner, Co-Head of Corporate Finance

Dedikeret leder af M&A og Corporate Finance-teamet og rådgiver på cross-border M&A med bred kontaktflade i EY’s omfattende international netværk.

Michael Basland

Kommunikationschef i EY Danmark

Presse- og kommunikationschef med passion for ’thought leadership’ og den gode historie.

Når det gælder ventureinvesteringer var 2019 et rekordår, og her blander robotvirksomhederne sig også blandt Top 10 investeringer med samlet ca. 345 mio. DKK til to virksomheder. I en ny virkelighed med mere automatisering og mindre direkte interaktion mellem mennesker i fx produktion, lager og sundhedsvæsen kan potentielt øge efterspørgslen markant.

2019 har været et godt år for danske start-ups. I hvert fald når det kommer til at få landet kapital og investeringer. Således er der i det forgangne år blevet investeret mere end 4 mia. kr. i de 100 mest attraktive start-ups. En stigning på 56 pct., hvis man sammenligner med 2018, hvilket gør 2019 det bedste af de seneste ni år. Det viser analysen ’Venture Capital and Start-ups in Denmark’ fra rådgivningsvirksomheden EY.

I 2020 har der været 22 investeringer, hvoraf 18 var i januar og februar, for i alt 650 mio. kr. De tre største har været Dixa (247 mio. kr.) Lunar (148 mio. kr.) og Monsido (115 mio. kr.).

Venturefonde har traditionelt haft blik for Software & analytics, Life Science og Fintech, men også robotvirksomhederne markerede sig i det forgangne år blandt investeringerne.

To robotvirksomheder på Top 10

  • På Top 10 over de største investeringer i 2019 er OnRobot (#7) og Blue Ocean Robotics Therapeutics (#8). Tilsammen rejste de ca. 345 mio. DKK i 2019.
  • Blue Ocean Robotics er nu også med på oversigten med Top 10 investeringer aggregeret over en 10-års periode (#8).
  • På Top 100 aggregeret over en 10-års periode er der samlet tilført knap 10 mia. DKK til de danske start-ups. Målt på brancher topper Software & analytics med ca. 2,6 mia. DKK, Life Science er på ca. 1,9 mia. DKK tæt forfulgt af FinTech på ca. 1,8 mia. DKK.

”Der er stort fokus på robotbranchen, der er meget opmærksomhed på potentialet, og vi har set betydelige industrielle opkøb. Trods dette har investeringerne indtil videre været relativt få,” siger Martin Wiig Nielsen, Partner i EY og fortsætter:

”Venturefonde som VF Ventures, Nordic Eye, KMD Venture og også Vækstfonden har været i spil, når det gælder robotindustrien, men i takt med at robotindustrien udvikler sig hastigt, så tror jeg, at flere robotvirksomheder kan blive attraktive investeringsemner både for venturefonde og mere traditionelle kapitalfonde i de kommende år.”

Han påpeger også, at COVID-19 rummer mulighed for at udviklingen vil accelerere.

”Lige nu kæmper mange virksomheder med akutte problemer som følge af COVID-19, men når de kigger længere frem mod en ny virkelighed, så vil automatisering, brug af robotter og ikke mindst samarbejdende robotter, ’cobots’ være en del af planerne i mange brancher og industrier. Den udvikling bliver endnu mere interessant at følge for investorerne i den kommende tid.”

Læs rapporten her: Venture Capital and Start-ups in Denmark

  • Fakta

    Top 10 investeringer for i alt 2,3 mia. DKK i 2019 pr. branche:

    1. Life Science ca. 700 mio. DKK
    2. FinTech ca. 665 mio. DKK
    3. Software & analytics ca. 375 mio. DKK
    4. Robotics ca. 345 mio. DKK
    5. E-commerce ca. 225 mio. DKK

    Top 100 aggregerede investeringer over 10 år pr. branche

    1. Software & analytics ca. 2,6 mia. DKK
    2. Life Science ca. 1,9 mia. DKK
    3. FinTech ca. 1,8 mia. DKK
    4. Media & entertainment ca. 1,5 mia. DKK
    5. Other ca. 1,3 mia. DKK*
    6. E-Commerce ca. 485 mio. DKK
    * Der er ikke opgjort samlede aggregerede investeringer i Robotics. Disse indgår under ’Other’.