Pressemeddelelse

13 jul. 2020 København, DK

Tid til lidt sommerferielæsning…

Vi har samlet en oversigt med aktuelle perspektiver på væsentlige emner, trends og tendenser fra EY.

Pressekontakt

Michael Basland

Kommunikationschef i EY Danmark

Presse- og kommunikationschef med passion for ’thought leadership’ og den gode historie.

Nyd ferien, brug tid med familien, læs en god bog, gå i vandet, løb en tur – men du har måske også tid til indsigt, fordybelse og inspiration? Vi har samlet en oversigt med aktuelle perspektiver på væsentlige emner, trends og tendenser fra EY. Se om der er noget, der fanger din opmærksomhed!
 

På den anden side af COVID-19
Når vi er på den anden side af den umiddelbare krise, så kigger vi ind i en ny virkelighed, hvor stærke tendenser, der havde slået rødder længe før vi blev eksponeret for den globale pandemi, er blevet kraftigt accelereret.

Der er i hvert fald fire overordnede områder, hvor vi vil opleve grundlæggende forandringer af permanent karakter – og som kan definere morgendagens vindere. Læs mere om nye forsyningskæder fremmet af automatisering og digitalisering, fundamentale ændringer i hvor og hvordan vi arbejder, markant øgede krav til virksomhedernes ansvarlighed og fremtidens kundeoplevelser.
 

2020 Geostrategic Outlook
EY har opdateret rapporten 2020 Geostrategic Outlook, der kaster et blik på store megatrends og væsentlige drivkræfter i verden. De fire faktorer; globalisering, teknologi, demografi og klima er nu belyst i et perspektiv, hvor COVID-19 på mange måder ventes at accelerere udviklingen og skabe en ny geostrategisk virkelighed. Det er vigtigt at forstå, hvor der opstår muligheder og trusler – ikke mindst i et omskifteligt geopolitisk klima. Internationale virksomheder har behov for et geostrategisk blik på samspillet mellem disse faktorer.

Tech Horizon: Leadership perspectives on technology and transformation
Virksomheder, der omfavner ny teknologi og er på forkant med digital transformation, har fællestræk og deler egenskaber, som fører til bedre finansielle resultater. Seks gode vaner gør forskellen. Det viser EY-rapporten Tech Horizon: Leadership perspectives on technology and transformation.

De digitalt førende virksomheder er defineret ud fra en vurdering af deres digitale modenhed, evne til at skabe finansiel værdi gennem teknologiinnovation samt deres appetit på at skabe en forandringsparat kultur. Dette er så sammenlignet med deres udvikling i omsætning, bruttofortjeneste og indtjening (EBITDA) over en 5-års periode.

Hvorfor vil kapitalfonde klare sig bedre?
Efter et årti med vækst står kapitalfonde i dag i en anden situation, end de gjorde under finanskrisen, og der er flere årsager til, at de bedre kan stå imod i krisetider. Efter et årti med vækst administrerer kapitalfonde i dag globalt aktiver for 3,8 billioner USD, mere end dobbelt så meget som under finanskrisen.

’Private Equity’ har som branche på flere måder udviklet sig over det seneste årti og står stærkere rustet til økonomisk turbulens. Kombinationen af kapital og dyb brancheviden og indsigt gør dem bedre rustet til at hjælpe deres porteføljevirksomheder i vanskelige tider og til at se nye potentielle muligheder. Det viser rapporten Why private equity can endure the next downturn fra EY.

Krisetid betyder høj risiko
Integritet og etik optager de fleste virksomheder – også i en COVID-19 tid. Passer virksomhederne ordentligt på deres medarbejdere, agerer de sundhedsmæssigt forsvarligt i kontakten med kunder, er det rimeligt, at de opsiger medarbejdere, skal de udbetale udbytte etc.? Men, det er også en kendsgerning, at når der er pres på økonomien, på organisationer og på mennesker, så skaber det et pres på integritet, etik og compliance.

Udover virksomhedernes behov for at adressere de mange udfordringer som COVID-19 skaber, så er problemet med compliance og etik, at der i forvejen var plads til forbedringer. Det viser analysen EY Global Integrity Report 2020. Læs mere om otte aktuelle tendenser, der øger risici lige nu.

Health tech report 2020
Digitalisering, personalisering og dataanalyse har længe været nøglefaktorer inden for Life Sciences. En global pandemi øger fokus på sundhed og sygdom og kan fremme udviklingen mod at samle, integrere, kombinere og dele helbredsdata for at øge helbredseffekten.

Vi ser blandt andet, at tech-virksomheder i stigende grad investerer i nye behov og muligheder indenfor health care. Det kan spænde fra cloud-baseret dataopbevaring, fitness- og søvnovervågning, smarte sensorer, apps der kan hjælpe med rette medicinering eller udvikling af algoritmer, der kan identificere helbredsrisici. Datadrevne sundhedsservices kræver den rette informationsarkitektur og et sammenhængende digitalt økosystem.

Venture Capital – hvor er fremtidens vækstsucceser?
2019 var et rekordår for danske start-ups. I hvert fald når det kommer til at få landet kapital og investeringer. Således er der i det forgangne år blevet investeret mere end 4 mia. kr. i de 100 mest attraktive start-ups. En stigning på 56 pct., hvis man sammenligner med 2018, hvilket gør 2019 til det bedste af de seneste ni år. Det viser analysen Venture Capital and Start-ups in Denmark. I lyset af COVID-19 er situationen blevet mere afventende, men investorerne vil fortsat kigge efter morgendagens vækstsucceser, og virksomheder med et potentiale til at skalere.