Pressemeddelelse

18 mar. 2021 København, DK

Impact-vinder hyldes for at adressere akut og voksende globalt problem

Pond A/S vinder kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark.

Pressekontakter
Torben Hartz

Partner i EY og leder af EY’s Infrastructure Advisory og Real Estate Corporate Finance i Danmark

Rådgiver inden for transportsektoren, store infrastrukturprojekter, offentlige bygge- og anlægsprojekter og med passion for sociale investeringer.

Iben Papsø

Kommunikationsrådgiver i EY Danmark

Effektiv kommunikation, der skaber engagement og synlighed.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Pond A/S vinder kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Juryen hæfter sig bl.a. ved den meget tydelige og potentielt enorme samfundsmæssige impact og peger på, at dette års vinder adresserer et akut og voksende problem globalt.

Pond A/S ved Thomas Brorsen Pedersen har udviklet en innovativ løsning på et markant og verdensomspændende problem gennem udviklingen af en biobaseret og bionedbrydelig afløser for konventionelle råoliebaserede resin-systemer, som fx plastik. Pond blev kåret som vinder i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year 2020 torsdag aften.

Med denne pris stilles skarpt på veldrevne virksomheder, der i særlig grad skaber samfundsmæssig værdi – det kan være beskæftigelses-, sundheds- eller miljømæssigt eller gennem et kulturelt fokus. Fælles for dem er en stærk entrepreneurånd, et stort potentiale og et klart fokus på at løse nogle af samfundets største og mest presserende udfordringer. I år var 13 lovende impact virksomheder nomineret – et bredt felt med forskellige perspektiver på social og future impact.

”Juryen hæfter sig bl.a. ved, at Pond leverer en meget tydelig og potentielt enorm samfundsmæssig impact, og at virksomheden ser ind i et kæmpemæssigt forretningspotentiale med sin løsning, der allerede har vist fine resultater. For juryen repræsenterer Pond ånden i det at være iværksætter,” siger Torben Hartz, Partner i EY og ansvarlig for kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, og fortsætter:

”Juryen roser også, at det er lykkedes tidligt i virksomhedens udvikling at sikre mangfoldighed som en del af sit DNA, og at det på den måde også lykkes at skabe en vigtig impact. Pond er med partnerskaber i flere brancher allerede godt på vej mod sin ambition om at erstatte konventionel oliebaseret plastik i produktion med 100 % bionedbrydelige materialer.”

Juryen peger også på, at der her er tale om et godt eksempel på det vigtige økosystem, hvor ideer udspringer i den akademiske verden og dygtigt bringes ind i den kommercielle verden.

Ud over Pond var der to andre finalister til prisen Social Entrepreneurship – Future Impact ved EY Entrepreneur Of The Year 2020:

SubReader, der har udviklet en teknologi og en app, der læser undertekster op på film og serier på en række platforme. Teknologien hjælper især ordblinde og andre med læsebesvær. Med ca. 400.000 ordblinde alene i Danmark er potentialet stort, og SubReader kigger også allerede over grænsen til bl.a. Skandinavien.

Eat Grim, der leverer madkasser til private med frisk, økologisk frugt og grønt, som ellers ville være blevet kasseret, fordi de er ”grimme”. Ved på denne måde at forvalte gode overskudsvarer tapper entrepreneurernes ide ind i den massive globale problematik med overproduktion og madspild.

EY, Den Sociale Kapitalfond og +impact by Danske Bank står bag særprisen for Social Entrepreneurship – Future Impact.

  • Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

    • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
    • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 34. gang i år.
    • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
    • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 18. marts 2021 i København.
    • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2019 var Kvadrat.
  • Hvem kan deltage?

    • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
    • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
    • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

    EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

    Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere er:  Dansk Industri, Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit, Udenrigsministeriet – The Trade Council, Mercedes Benz og Connect Denmark.