- Virksomheder forventer en tilbagevenden til samme rentabilitetsniveau som før pandemien i 2021-22.
- COVID-19-pandemien sætter skub i modige investeringsplaner.
- En stærk investeringsvillighed betyder, at 44 % søger opkøbsmuligheder.
Efter at have navigeret igennem hidtil usete udfordringer har ledere ifølge 23. udgave af EY Global Capital Confidence Barometer fået mod på at eksekvere deres M&A- og investeringsstrategi for at sikre vækst i forretningen i tiden efter pandemien.
I Norden forventer 74 % af de deltagende erhvervsledere, der oplevede nedgang i omsætning og overskud, at omsætningen vil vende tilbage til samme niveau som før pandemien i løbet af 2021 eller 2022. Nordiske ledere virker sikre på deres modstandskraft under krisen, men 72 % siger, at deres virksomhed har foretaget en gennemgang af sin strategi og portefølje i det seneste år. Under halvdelen siger, at gennemgangen blev fremskyndet som følge af pandemien.
"Virksomheder i Norden lader generelt til at have et meget klart fokus på fremtiden. De reagerer på ændringer i deres økosystem, håndterer den potentielle effekt af ændrede geopolitiske og reguleringsmæssige risici og søger efter vækstområder, hvor de kan foretage opkøb. Virksomhedsstrategier fokuserer på langsigtede mål," siger Søren P. Krejler, Partner i EY og leder af Strategy and Transactions.
Nordiske virksomheder angiver også investering i øget digitalisering af kundeoplevelsen og forretningsprocesser samt tiltrækning og fastholdelse af kunder som de altoverskyggende strategiske forudsætninger for vækst. Dette afspejles i de områder, som nordiske ledere siger, at de planlægger at fokusere deres strategiske investeringer på, dvs. kundeengagement (61 %), digital transformation (58 %) og driftsstabilitet (56 %).
Nordiske virksomheder forventer M&A-konkurrence fra kapitalfonde
De strategiske investeringsplaner er sammen med operationel effektivitet øverst på agendaen for nordiske virksomheder, der overvejer M&A. Ud af de 44 % nordiske ledere, der svarer, at deres virksomhed tilstræber M&A inden for de næste 12 måneder, angiver 59 %, at de primært vil fokusere på targets, der kan forbedre driften. Virksomhedernes planer om at investere sig ud af krisen kan øge presset på M&A-markedet og konkurrencen fra mange sider.
"Hvad enten deres planer om opkøb er store eller små, forventer nordiske virksomheder at stå over for skarp konkurrence, primært fra kapitalfonde. Kapitalfonde i Norden er veletablerede og sidder på store kapitaltilsagn (dry powder). I lyset af den forretningsmæssige modstandskraft, som mange nordiske virksomheder har udvist under pandemien, forventer vi, at også amerikanske og europæiske kapitalfonde vil gå efter nordiske aktiver, der historisk har givet et godt PE afkast," siger Søren P. Krejler, Partner i EY og leder af Strategy and Transactions.
Ud over opkøb ser nordiske virksomheder frasalg som en primær driver til at forbedre overskudsgraden. Dette kan øge presset på M&A-markedet, afhængigt af hvor længe virksomhederne vil skulle navigere igennem effekterne af pandemien og de negative økonomiske konsekvenser, det kan medføre.