Den 9. januar 2023 afsagde Højesteret dom i de to første sager i det såkaldte ”beneficial-owner”-sagskompleks. Sagen handler om, hvorvidt NetApp Denmark ApS og TDC A/S havde pligt til at indeholde udbytteskat af udlodninger til udenlandske moderselskaber.
I Landsskatteretten havde NetApp Denmark fået medhold i, at de ikke skulle indeholde udbytteskat, ligesom selskabet ved Østre Landsret fik medhold i, at der ikke var grundlag for at indeholde udbytteskat vedrørende sagens første udbytte, mens det andet udbytte var udbytteskattepligtigt.
I dommen af 9. januar 2023 fastslog Højesteret, at NetApp Denmark skulle have indeholdt udbytteskat ved udbetaling af det udbytte, der blev udloddet i 2005, og at selskabet hæfter for skatten, mens der ikke var grundlag for indeholdelse, for så vidt angår den anden udbytteudlodning i 2006. Højesteret kom derfor frem til det modsatte resultat af Landsskatteretten og Landsretten.
Højesteret fastslog ligeledes, at der skulle tillægges renter og rentes rente efter opkrævningsloven. Disse skulle tillægges uanset at NetApp Denmark – som følge, af at selskabet fik medhold i Landsskatteretten og til dels i Landsretten – ikke havde haft mulighed for at deponere de omstridte beløb og derved undgå forretning mens sagen verserede.
I opkrævningsloven fremgår det, at krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen fra den seneste rettidige indbetalingsdag for beløbet. I denne sag var seneste rettidige indbetalingsdag 1. oktober 2010, hvilket var 14 dage efter SKATs påkrav af 17. september 2010 (dagen for SKATs afgørelse om, at selskabet havde haft pligt til at indeholde udbytteskat). Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, og renter påløbet efter den endelige afgørelse tillægges rentes rente.
For NetApp Denmark betød det, at rentekravet var ca. det dobbelte af selve skattekravet. Et beløb, som skal ses i sammenhæng med, at NetApp Denmark ikke havde mulighed for at deponere det omstridte beløb (som følge af medhold i en tidligere instans), og dermed undgå forrentning indtil det tidspunkt, hvor domstolene måtte give Skatteministeriet medhold i de foreliggende sager.
I den forbindelse bemærker Højesteret – højst usædvanligt – at der er anledning for lovgivningsmagten til at forholde sig til, om ovenstående konsekvenser af opkrævningsloven er ønskelige.
Hos EY oplever vi, at reglerne i opkrævningsloven også påvirker virksomhedernes handlemåde i perioden mellem Skattestyrelsens forslag til afgørelse (agterskrivelse) og den endelig afgørelse. En kombination af manglende omkostningsgodtgørelse for rådgiveromkostninger før påklage til Landsskatteretten samt manglede mulighed for straks-deponering af det mulige skattekrav kan resultere i, at virksomhederne er tilbageholdende med at forfølge deres ret til kommentering af agterskrivelsen, særligt i de tilfælde, hvor processen udvikler sig til en langtrukken korrespondance mellem Skattestyrelsen og virksomheden. Her vil virksomheden have et økonomisk incitament til straks at anmode om den endelige afgørelse, betale skattekravet og tage slagsmålet i Landsskatteretten. Herved begrænses de påløbne renter. Dette ikke-intentionelle incitament kompromitterer virksomhedernes retssikkerhed og lægger yderligere pres på Landsskatterettens i forvejen lange sagsbehandlingstider.
Opkrævningslovens regler skal sikre, at skatter og afgifter betales rettidigt, men måden hvorpå reglerne foreligger i dag kan som anført af Højesteret, føre til uheldige konsekvenser, som kan påvirke retssikkerheden. Højesteret mener derfor, at myndighederne bør overveje, om der er behov for at justere lovgivningen under hensyntagen til retssikkerheden.
EY står til rådighed ved eventuelle spørgsmål.
