Når et selskab har ejerandele i et andet selskab, kan ejerselskabet modtage skattefrit udbytte, når blot ejerandelen i det ejede selskab er mindst 10 %. Dette følger af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4a.
Aktieavancebeskatningslovens § 4a indeholder i øvrigt en række værnsregler, som har til formål at sikre, at ejerskabet ikke kan puljes mellem flere ejere (der ejer mindre end 10%), så der blot skabes en selskabsstruktur, med et ejerskab på mindst 10 % i hvert led. Disse værnsregler behandles ikke yderligere her.
En ny afgørelse fra Skatterådet omhandler en selskabsstruktur, hvor der netop sikres mindst 10 % ejerskab i hvert led.
Afgørelsen i SKM2023.307.SR
Spørger ønskede at etablere et investeringssetup, hvor det var muligt at have op til 10 investorer – som alle kunne modtage skattefrit udbytte, uden at de foretog det samme indskud.
Hvis kapitalen i selskabet kun bestod af en enkelt kapitalklasse, ville nogle af investorerne i selskabet - afhængigt af den endelige sammensætning af den gruppe af investorer, der ville investere – eje mindre end 10 % af aktiekapitalen i selskabet, mens andre ville eje 10 % eller mere.
For at kunne tiltrække en så varieret og diversificeret investorgruppe som muligt, blev kapitalen i selskabet imidlertid opdelt i to forskellige kapitalklasser. Selskabets kapital var således opdelt i kapitalklasserne A (almindelige aktier) og B (non-profit aktier). Det fremgår ikke af afgørelsen, hvilke økonomiske rettigheder de to kapitalklasser konkret var tillagt, herunder om A-kapitalandelene skulle tegnes til overkurs.
Begrundelsen herfor var, at mange institutionelle investorer har et meget stort fokus på alternative investeringer (private equity fonde, venture capital fonde m.v.) grundet det merafkast, som de pågældende investorer traditionelt har opnået via investering i denne aktivklasse (sammenlignet med traditionelle investeringer i børsnoterede aktier, obligationer, fast ejendom og lignende). Det er dog samtidig således, at nogle investorer i sagens natur har mulighed for at give større kapitaltilsagn, og dermed foretage større investeringer, end andre. Ved at tilbyde potentielle investorer mulighed for at investere i forskellige kapitalklasser, får en investeringsfond dermed mulighed for at tiltrække en diversificeret portefølje af investorer, herunder investorer der kan give et stort kapitaltilsagn, og investorer der kun kan investere et mindre beløb.
Hver investor i selskabet ville imidlertid besidde mindst 10 % af den nominelle aktiekapital i selskabet gennem en kombination af både A- og B-aktier. De to kapitalklasser vil dog have forskellige økonomiske rettigheder, som vil blive fordelt proportionalt mellem de forskellige investorer i overensstemmelse med deres respektive kapitaltilsagn.
Opdelingen i kapitalklasser havde den grundlæggende betydning, at hver investor fik ejerskab til mindst 10 % af den nominelle aktiekapital via et ejerskab af både A- og B-kapitalandele.
Dette illustreres med et eksempel i afgørelsen, hvor et selskab har en nominel kapital på 10 mio. kr., og den nominelle kapital er opdelt i A- og B-kapitalandele. Hvis den nominelle kapital, der er allokeret til A-kapitalandelene udgør 1 mio. kr., mens de resterende 9 mio. kr. er allokeret til B-kapitalandele, vil hver kapitalandel have en nominel værdi på 1 kr. (forudsat at der er udstedt 10 mio. kapitalandele). I et sådant eksempel kan investorerne tegne/investere i en kombination af A- og B-kapitalandele, hvorved de hver især opnår mindst 10% af kapitalen, men hvor A-kapitalandele giver en fortrinsret til udbytte fra selskabet. Det må i den forbindelse antages, at A-kapitalandele skal tegnes til en overkurs, men B-kapitalandele tegnes til nominel værdi, men dette fremgår ikke af afgørelsen.
