Dokumentet er delt op i et hovedafsnit, som fokuserer på generel værdiansættelse og et underafsnit, som fokuserer på værdiansættelse indenfor transfer pricing. Disse gennemgås separat nedenfor:
Hovedafsnit – Generel værdiansættelse
I afsnittet gennemgås tre grundlæggende værdiansættelsesmodeller:
- En indkomstbaseret/kapitalværdibaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes med udgangspunkt i den fremtidige indkomst. Her beskrives den tilbagediskonterede cash flow model (DCF-modellen) yderligere.
- En markedsbaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes med udgangspunkt i sammenlignelige uafhængige transaktioner/virksomheder. Her beskrives værdiansættelse ved multiple yderligere.
- En omkostningsbaseret værdiansættelsesmodel, hvor værdien fastsættes på baggrund af de omkostninger, der er medgået til opbyggelse af aktivet. Her beskrives aktie-og goodwillcirkulærerne yderligere.
Det bemærkes dog, at hvis aktiverne eller den sælgende virksomhed tidligere er blevet handlet mellem uafhængige parter, så anvendes denne pris typisk ved overdragelsen mellem de interesseforbundne parter, hvis den kan anses som et retvisende udtryk for en handelsværdi. Det bemærkes yderligere, at der ikke er faste regler for, hvilken værdiansættelsesmodel, som skal anvendes, når værdien af en virksomhed skal fastsættes. Den mest egnede metode er den, der giver det mest retvisende udtryk for en handelsværdi, hvilket afhænger af den konkrete situation.
Afsnittet fokuserer primært på DCF-modellen og beskriver de elementer, der indgår i DCF-modellen, herunder de vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger (WACC). I udregningen af markedsrisikopræmien anvender Skattestyrelsen den implicitte markedsrisikopræmie og går dermed væk fra den survey-baserede opgørelse, der blev anvendt i den tidligere værdiansættelsesvejledning. Markedsrisikopræmien estimeres til 5%, hvilket er i samme niveau som i den tidligere vejledning.
Endelig bemærkes det, at det nye værdiansættelsesafsnit ikke berører anvendelsen af illikviditetsrabatter eller kontrolpræmier, som blev omtalt i den tidligere værdiansættelsesvejledning fra 2009.
Underafsnit – Værdiansættelse indenfor transfer pricing
Underafsnittet - Værdiansættelse indenfor transfer pricing - omhandler værdiansættelse af virksomheder, virksomhedsandele og immaterielle aktiver, der overdrages mellem kontrollerede parter, hvorfor værdien fastsættes på baggrund af armslængdeprincippet i ligningslovens § 2.
Afsnittet indeholder først en beskrivelse af metoderne, og derefter en gennemgang af særlige områder, der skal tages højde for, ved værdiansættelser foretaget mellem kontrollerede parter. De særlige områder er opdelt i følgende fire kategorier: Options Realistically Available, Skatteeffekten, Rutinefunktioner, og Immaterielle aktiver, der er svære at værdiansætte (HTVI[2]).
I afsnittet omkring Skatteeffekten fremgår det, med reference til OECD’s Transfer Pricing Guidelines (TPG) punkt 6.178, at der ved værdiansættelsen skal tages højde for skatteeffekten, hvilket jf. TPG inkluderer (i) skatten af indkomst, som forventes at blive pålagt de fremtidige cash flows hos henholdsvis sælger og køber, (ii) købers forventede skatteskjold fra afskrivningsret (tax amortization benefits (TAB)), og (iii) sælgers forventede avancebeskatning, som et resultat af overdragelsen.
Ved indregning af skatteeffekten skal der således tages højde for en evt. ændring i skatten af indkomst, som påvirker de forventede fremtidige cash flows hos henholdsvis køber og sælger. Eksempelvis vil en lavere skattesats hos køber hæve nutidsværdien af indtjeningen fra det immaterielle aktiv, men samtidig mindske effekten af fordelen ved skatteskjoldet fra afskrivningsretten. Derudover kan der være en tidsmæssig forskel på beskatningen af sælger, som normalt vil blive skattepligtig af en eventuel avance her og nu, og af køber, som normalt opnår en afskrivningsret over en periode (fx 7 år). I nutidsværdi betyder dette, at skatteskjoldet fra køberens afskrivningsret, er mindre værd end størrelsen af sælgerens avancebeskatning, hvis det antages, at skattesatsen er den samme.
I afsnittet om skatteeffekten er medtaget eksempler (eksempel 1 og 2), der illustrerer hvordan skatteeffekten indregnes ved værdiansættelse af immaterielle aktiver, hvor hhv. DCF-modellen og CUP-metoden anvendes.
Afsnittet om skatteeffekten indeholder således en stramning i forhold til gældende praksis, hvor kun den fulde værdi af købers skatteaktiv skal tillægges værdien af de immaterielle aktiver. Den gældende praksis blev senest fastslået af Landsskatteretten i SKM2023.135.LSR samt i SKM2020.30.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens værdiansættelse måtte ligges til grund.
Desuden understreges det i afsnittet, at eftersom køber- og sælgers skatteforhold er en del af beregningen af skatteeffekten, skal købers skatteforhold indgå som en del af den bagvedliggende dokumentation for værdiansættelsen i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 468 af 19. april 2022 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner (Transfer Pricing dokumentationsbekendtgørelsen), såfremt de kontrollerede parter er omfattet af pligten til at udfærdige og indsende skriftlig dokumentation, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2, nr. 13.
Hvorvidt de danske skattemyndigheder har haft lovhjemlet adgang til en (udenlandsk) købers skatteforhold, har i praksis været et diskussionspunkt.
Afsnittet om rutinefunktioner beskriver værdiansættelsen af den tilbageværende virksomhed, når immaterielle aktiver overdrages til en koncernforbunden part, og kun rutinefunktioner forbliver i den tilbageværende virksomhed.
Det påpeges, at værdiansættelsen af den tilbageværende virksomhed skal tage højde for rutinefunktioners konkrete karakteristika. Dette indebærer ifølge Skattestyrelsen, at der ofte ikke kan forventes en overnormal profit i den tilbageværende virksomhed på lang sigt, og markedsværdien af den tilbageværende virksomhed derfor som udgangspunkt skal opgøres som markedsværdien af de materielle aktiver.
Derudover fremgår det, at hvis en cash flow analyse viser, at værdien af den tilbageværende virksomhed er markant højere end markedsværdien af de materielle aktiver, skal det undersøges, hvilke immaterielle aktiver, der er tilbage i virksomheden. I forbindelse med vurderingen skal risikoen ved det fremtidige frie cash flow ligeledes tages i betragtning.
EY står til rådighed ved eventuelle spørgsmål.
