Ledige job

Vi er, hvor du er

 

Ansættelse i EY

Ansættelse i EY
  • Share

Det er vores overbevisning, at uanset hvornår du bliver en del af EY, og hvor længe du bliver hos os, så vil den særlige EY-oplevelse vare hele livet. Vi tror på, at uanset hvilke valg du træffer i fremtiden, vil du kunne tage den viden og indsigt, du har fået hos EY, med dig. På den måde vil din tid hos os have en meningsfyldt og positiv indflydelse på din karriere og personlige udvikling fremover.

Hos EY interesserer vi os for, hvordan du er som person, dine styrker og hvad du har en naturlig sans for. Vis os hvad du kan tilbyde, og hvor du gerne vil føre din karriere hen, så kan du få muligheden for at gøre en forskel og skabe store resultater.

Hvilke profiler søger vi

Vi leder efter medarbejdere med de rette kompetencer, der kan se sig selv arbejde for Building a better working world, og som samtidig vil opfylde vores ambitiøse målsætning om at vinde i markedet. Derfor har vi brug for:

  • Mennesker, der demonstrerer integritet, respekt og samarbejde
  • Mennesker med energi, entusiasme og modet til at gå forrest
  • Mennesker, der opbygger relationer ved at gøre det rigtige

Vores værdier definerer, hvem vi er. De reflekterer vores grundlæggende holdninger i vores globale organisation, vores adfærd i det daglige, den måde vi samarbejder på, hvordan vi betjener vores kunder og engagerer os i lokalsamfundet. Hvis du løbende ønsker at udvikle dine personlige og professionelle kompetencer, vil du trives hos EY. Alle de beslutninger, som vi træffer hver eneste dag, er med til at definere måden, vi opfatter hinanden på, og måden vores kunder og omverden opfatter os på.

Rekrutteringsproces

Med din erfaring ved du, hvor vigtig kulturen, teamet og opgaverne er for, at du bliver en succes. Vores interview- og udvælgelsesproces er struktureret således, at du og vi kan vurdere, om vi er et godt match, og om du med stor sandsynlig kan blive en succes i EY.

1. Undersøg mulighederne

Ved at klikke på "Ledige job" kan du se jobmulighederne inden for Advisory, Assurance, Tax & Law, Transactions og Core Business Services (vores stabsfunktioner). Du kan selv liste jobmulighederne efter forretningsområde, geografi eller indrykningsdato. Under hvert stillingsopslag vil du finde mere detaljeret information om specifikke kvalifikationer.

2. Send ansøgning online

I vores online rekrutteringssystem kan du oprette din ansøgning og gemme den, så du altid kan vende tilbage til den senere. Ønsker du at søge mere end ét job i EY, skal du sende en ansøgning for hvert job. Du vil modtage en bekræftelse, når vi har modtaget din ansøgning, og du vil høre fra os igen inden for 3-5 uger. Kun få personer i EY får din ansøgning at se, og du er sikret fuld diskretion.

3. Samtaler

Vi vurderer løbende de indkomne ansøgninger og udvælger de kandidater, som vi gerne vil invitere til første samtale. Første samtale har til formål at afdække, om der er et rigtigt match i forhold til jobbet - både faglige kvalifikationer og personlige egenskaber. Vi fortæller mere om jobbets indhold og vores forventninger til dig, og du kan via spørgsmål få afdækket, om jobbet og EY er interessant i forhold til dine forventninger og ønsker. Ved anden samtale vil der ofte indgå en tilbagemelding på en personprofil, færdighedstest, eller du skal forberede og præsentere en specifik jobrelateret case. Dette har til formål at give et mere indgående kendskab til dig, dine præferencer og færdigheder. Læs mere under punkt 4, Test.

4. Test

I forbindelse med rekrutteringsprocessen bruger vi forskellige tests og cases afhængig af det konkrete job. Testværktøjet, vi benytter, omfatter færdighedstests og en personprofil, som udfyldes online. I nogle rekrutteringsprocesser benytter vi jobrelevante cases, som løses hos os eller hjemme og fremlægges ved den efterfølgende samtale. Du vil få feedback på din case-løsning af relevante medarbejdere i EY. Vores holdning til brugen af tests er, at vi anvender vores testværktøj som et bidrag til dialogen i rekrutteringsprocessen. Alle kandidater, som udfylder en test, har krav på en tilbagemelding fra en medarbejder, der er certificeret i testværktøjet. Derudover gør vi opmærksom på, at testresultaterne bliver behandlet med fortrolighed. Du vil som kandidat blive informeret om brugen af tests og cases i forbindelse med den konkrete rekrutteringsproces.

5. Udvælgelse og ansættelsestilbud

Udvælgelsen af, hvilken kandidat der skal ansættes, foretages af den konkrete afdeling sammen med vores HR-afdeling, og der fremsendes et ansættelsestilbud til kandidaten. De øvrige ansøgere vil modtage en tilbagemelding, senest når stillingen er besat.

6. Introduktion

Dine nye kollegaer vil se frem til at byde dig velkommen i EY. Inden du starter, vil du få adgang til vores on-boarding portal, hvor du har mulighed for at læse mere om EY. Snarest efter din ansættelse vil du deltage i et introduktionsprogram ”Welcome to EY” og desuden få en introduktion til vores it-systemer. Derudover vil du og din nærmeste leder lave en introduktionsplan for dine første uger og måneder i EY, så vi sikrer den bedste opstart.