Power & Utilities

  • Share

Er lånefinansiering vejen til lav skat for vandselskaber?

25. april 2017

I Skatteministeriets analyse af skattesagen fremlægges et afsnit om fremmedfinansiering henholdsvis lånefinansiering af anlægsinvesteringer. Her vises bl.a. hvordan skattebetalinger helt kan undgås ved fremmedfinansiering – modsat egenfinansiering. Skatteministeriet har sammenfattet det ved følgende, jf. analyse af skatteforhold i vandsektoren:

"Selskabsskattebetalingen kan fremadrettet blive både større og mindre afhængig af vandselskaber­nes dispositioner. Skatten vil kunne mindskes eller undgås, i det omfang selskaberne foretager de nævnte investeringer, idet skattemæssige afskrivninger og renter i forbindelse med lånefinansiering vil trække i retning af at mindske det skattepligtige overskud.”

Det er korrekt, at lånefinansiering kan skabe en tidsmæssig forskydning i skattebetalinger. For Vandsek­torens vedkommende bliver den tidsmæssige forskydning imidlertid meget kortvarig, og løser på ingen måde problematikken med den store latente skat, som SKAT har pålagt branchen ved at søge at gen­nemføre et praksisskifte i forbindelse med fastlæggelse af skattemæssige indgangsværdier for hvile-i-sig-selv selskaber.

Vi har efterfølgende redegjort for, hvorfor lånefinansiering ikke løser skattesagen, og hvorfor SKAT’s rådgivning om lånefinansiering kan være en rigtig dårlig idé set i sammenhæng med reguleringen af vandsektoren.

Indledning

Fordele og ulemper ved lånefinansiering kan selvsagt diskuteres, og afhænger i høj grad af hvilke forud­sætninger der lægges til grund. Et af de forhold som kan diskuteres er, hvorvidt lånefinansiering af eksempelvis, anlægsaktiver medfører, at disse bliver dyrere, hvilket i den sidste ende skal betales af for­brugerne. I analysen1 argumenterer SKAT for, at lånefinansiering ikke nødvendigvis er dyrere end egen­finansiering2.

SKAT’s argument er, at vandselskaberne kan foretage passiv kapitalanbringelse med et afkast svarende til renteomkostningen. Dette beror på en misforståelse, dels har vandselskaber ikke mulighed for at op­bygge store formuer med henblik på investeringer, og dels kan vandselskaber, som udgangspunkt, ikke løbe sådanne risici eller for den sags skyld beskæftige sig med investering i værdipapirer e.l. Derudover bemærkes, at mange vandselskaber har kombineret låne- og egenfinansiering af hensyn til investerings­behovet og ønsket om stabile takster.

I det følgende forsimples diskussionen til, at vandselskaber enten kan vælge at lånefinansiere samtlige (re- og ny-)investeringer eller egenfinansiere disse (det vil sige at investeringsbeløbet indeholdes i taksten og opkræves inden for året). Præmissen er således, at vandselskaberne opkræver mindre end prisloftet (nu: rammen) tillader, når der sker lånefinansiering, men derimod opkræver maksimalt ved egenfinansiering.   

Skattemæssige forhold ved lånefinansiering

Lånefinansiering sker ved, at et vandselskab indgår en aftale med en långiver om at låne et givet beløb, som tilbagebetales, inkl. renter m.v., over en aftalt periode. Eftersom et låneprovenu ikke er en skatte­pligtig indtægt – modsat de beløb de ville have været opkrævet hos forbrugerne til at finansiere den samme investering – opnås umiddelbart en lavere skattepligtig indtægt.

De meromkostninger som et lån medfører, eksempelvis renter, garantiprovisioner m.v., kan som hoved­regel altid fratrækkes skattemæssigt. Fradraget opnås i det samme år som meromkostningerne opkræ­ves over taksterne hos forbrugerne.

I takt med at lånet skal afdrages, indregnes afdragene i taksterne og skaber dermed en højere skatte­pligtig indkomst (afdrag på lån kan ikke fratrækkes skattemæssigt). Tanken bag SKAT’s rådgivning er, at vandselskaberne kan udjævne denne højere skattepligtige indkomst i de efterfølgende år med afskrivnin­ger på de anlægsaktiver som lånet har finansieret. De primære investeringer i vandsektoren sker i led­ningsnettet som kan afskrives med 7 % pa. Hvis lånet tilbagebetales over minimum 15 år, vil der således – alt andet lige – være sammenhæng mellem afskrivninger på investeringen, og det beløb der opkræves til at afdrage på lånene. Dermed er der skattemæssig ”ligevægt”, og der opstår – isoleret set - ikke skat­tebetalinger.

Egenfinansiering
Egenfinansiering sker ved, at taksten øges (tillæg til nyinvesteringer e.l.), og ekstraopkrævningen an­vendes til investeringer. Ved eksemplet skyld antages det, at investeringerne alene sker i ledningsnet, der som bekendt kan afskrives med 7 % pa. Opkræves der 100 til investering, vil 93 heraf komme til be­skatning (forudsat vandselskabet ikke har mulighed for at afskrive på andre aktiver), hvilket med en sel­skabsskattesats på 22 % medfører en isoleret skatteomkostning på ca. 20. Reglerne om vedligeholdel­sesfradrag kan rykke på dette billede, men ikke i væsentlig grad.

Som det fremgår ovenfor, kan skatteomkostninger, isoleret set, nedbringes ved at lade egenfinansiering afløse af lånefinansiering, men SKAT overser imidlertid en række ikke uvæsentlige punkter:

  • For det første løser lånefinansiering ikke ”skattesagen”, det vil sige den latente skat, som SKAT i analysen opgør til 36 mia. kr., består uforandret
  • For det andet har SKAT tilsyneladende overset, at vandsektoren er underlagt en regulering som medfører, at vandsektoren ikke blot kan kaste sig ud i lånefinansieret skattetænkning

Regulatoriske forhold ved lånefinansiering

Vandsektoren har i perioden 2010-2016 været underlagt prislofter, mens der fra 2017 og frem er ind­ført økonomisk rammeregulering.

Såfremt et vandselskab valgte at lånefinansiere investeringerne frem for at benytte den regulatoriske opkrævningsmulighed (dåbsgaven), medførte det delvis fortabelse af opkrævningsretten. Sagt på en an­den måde vil den politiske mulighed for imødegåelse af investeringsefterslæbet ”udløbe”.

Vandselskabet kan altså spare skat på kort sigt (tidsmæssig forskydning), mod at muligheden for at ved­ligeholde ledningsnettet forværres i takt med højere omkostninger (renter m.v.) og mindre mulighed for opkrævning. Groft sagt skal vandselskabet beslutte, om det ønsker at betale skat eller ignorere vedlige­holdelseshensynet.

Efter den nye regulering er det i princippet op til det enkelte selskab, inden for en given periode, selv at styre sin økonomi inden for den økonomiske ramme. Over-/underdækning reguleres enten i regulerings­perioden eller i den efterfølgende periodes økonomiske rammer, hvis der er tale om en overdækning. Ikke opkrævede underdækninger fortabes derimod endeligt efter perioden. Fortabelsesproblematikken er således principielt den samme med de nye regler.

Dertil kommer, at vandsektoren (nu) underlægges effektiviseringskrav på renteomkostninger. Jo større lån der optages jo mere skal der – alt andet lige – effektiviseres, hvilket igen påvirker vedligeholdelses­muligheden. I kølvandet på disse regler, herunder det faktum, at mange lån strækker sig over 40 år, mens opkrævningsretten for ledningsnet er 75 år, har konkurser i vandsektoren været omdiskuteret. Et element som Skatteministeriet overser, men som kan have vidtgående konsekvenser for vand- og spilde­vandsforbrugerne.

Afslutning

Er der indtil nu sket skatteoptimering ved øget gældsfinansiering, kan det have øget sandsynligheden for likviditetsudfordringer i fremtiden og samtidig undermineret vedligeholdelsesmuligheden. Fortsæt­tes denne tilgang, vil effektiviseringskrav gøre det stadig mere besværligt at efterkomme vedligeholdel­sesforpligtelsen.

Det korte af det lange er, at Skatteministeriets anbefaling/beskyldning om, at lånefinansiering løser skattesagen, ikke kun er forkert – den kan være direkte konkurstruende.  

Kontakt os

René Lønne Ventzel, tlf. 2529 6563


1) Skatteministeriet m.fl.: Analyse af skatteforhold i vandsektoren af 20. januar 2017
2) Skatteministeriet m.fl.: Analyse af skatteforhold i vandsektoren af 20. januar 2017, Boks 4.3. side 26
 

 

Kontakt os

Ønsker du yderligere information om Power & Utilities, er du altid velkommen til at kontakte os.
 

Connect with us

Gå i dialog med os via vores sociale medier, nyhedsbreve eller webcasts.