København, 7. juni 2019

Tre egenskaber hos den succesfulde virksomhedsejer

  • Share


Af Søren Smedegaard Hvid
Partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year

Vi kan ikke sætte succes på formel. Succesfulde virksomhedsejere er mennesker med en unik og ofte ikke snorlige vej til succes. Men uanset forskelle i geografi, alder, køn, erfaring, branche mv., så er der også fællestræk, som er interessante.

I vækstskaberkonkurrencen, EY Entrepreneur Of The Year, møder vi virksomhedsejere, iværksættere og ildsjæle fra hele verden. Alene i Danmark gennemfører vi hvert år hundredvis af interview for at forstå, hvad der driver dem og ligger bag deres succes.  

Hver vindervirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, men vi kan studere fællestrækkene og lære af dem. Og det er det, der er essensen i EY Entrepreneur Of The Year: Vi vil hylde de mennesker, der driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling – og dermed inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og der er bl.a. tre karaktertræk, som vi møder igen og igen.

1 Vision

Vi tænker meget ofte på entrepreneurer som innovative og kreative, men de egenskaber alene er sjældent det, der skaber deres forretning. Det er deres vision, der er drivkraft. De har evnen til at se og skabe forretningsmæssige muligheder hele vejen fra idé til handling – meget ofte muligheder, som andre ikke har set, og som samtidig kan motivere og engagere både medarbejdere og kunder.

2 Vilje

Nogle entrepreneurer har et særligt talent eller en speciel kompetence, men et fællestræk, som er mere generelt, er en stålsat vilje til at lykkes. Selv vil de sige, at det handler om ”at tro på det”, men bag den formulering gemmer sig en meget stærk passion og skabertrang. De vil lykkes, og ofte er det vilje og passion, der gør forskellen; skaffer de første kunder, engagerer dygtige medarbejdere eller det, der brænder igennem på et møde med investorer.

3 Vedholdenhed

Drømmen om at forvandle en idé til en succesfuld forretning er der mange, der deler, men det er helt usædvanligt, at der ikke er bump på vejen og perioder med modgang. Ingen har altid succes. En dygtig virksomhedsejer er ikke en, der ikke kan fejle, men tværtimod en, der har prøvet det og kan håndtere modgang. Det er også et typisk træk, at de bliver ved med at se nye muligheder.