København, 1. november 2018

Mobile Industrial Robots er årets vækstvirksomhed på Fyn

  • Share

Mobile Industrial Robots vinder dette års EY Entrepreneur Of The Year i region Fyn. Mobile Industrial Robots, der er en førende producent af kollaborative mobile robotter til intern transport, har skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr, lyder det fra juryen.

Mobile Industrial Robots blev kåret som regionsvinder på Fyn 2018 ved et arrangement hos EY torsdag aften blandt et stærkt felt af regionale vækstvirksomheder.

”Dette års fynske vinder ligger forrest i feltet og trækker mange flere med. Juryen hæfter sig ved, at de ikke alene har skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr. De hjælper også virksomheder verden over med at automatisere og optimere interne transporter. Og de er en aktiv del af et levende miljø, hvor de inspirerer andre omkring sig og selv fører nye ideer ud i livet,” siger Brian Skovhus Jakobsen, Partner i EY og ansvarlig for region Fyn i EY Entrepreneur Of The Year.

Fyn deler førsteplads som årets vækstvinder

Over hele landet kan stadig flere virksomheder præsentere høj vækst. I alt møder 1.603 virksomheder de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year mod 1.361 sidste år. Det er en stigning på 18 %. EY har gennemført konkurrencen i 22 år i Danmark, og det samlede antal vækstvirksomheder kan være en ganske god vækstindikator. Den tidligere rekord var på 1.477 virksomheder i 2008, før finanskrisen satte et markant aftryk på de efterfølgende år. Det er først nu, at den rekord er matchet og passeret.

På Fyn er 137 virksomheder kvalificeret til konkurrencen i år. Det er 27 %. flere end sidste år, hvilket sammen med Syd- og Sønderjylland er den største fremgang i år på landsplan.

”Erhvervslivet på Fyn har rigtig godt gang i hjulene, og vi har mange, der kan præstere høj vækst. Sidste år var der et uændret antal vækstvirksomheder på Fyn, men i år ser vi en solid fremgang,” siger Brian Skovhus Jakobsen, Partner i EY og ansvarlig for region Fyn i EY Entrepreneur Of The Year.

Ved kåringen torsdag var Mobile Industrial Robots oppe mod fire andre stærke finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne:

  • Guldfeldt og HANS JØRGENSEN & SØN, der udfører alle typer byggeopgaver og tager et socialt ansvar bl.a. i uddannelsen af lærlinge.
  • Nature Planet ApS, der udvikler og markedsfører realistisk legetøj og gaveartikler til attraktioner.
  • Scangrip A/S, der har positioneret sig som Europas førende leverandør af innovative løsninger til LED-arbejdslamper til professionelle.
  • Trade Point A/S, der er en global partner, der udvikler, sourcer og trader møbler og accessories world wide.

Med sejren er Mobile Industrial Robots klar til landskåringen, som finder sted i Forum i København den 29. november. Det bliver spændende at se, om dette års fynske vinder kan gøre Micro Matic kunsten efter fra 2016 og blive landsvindere i år.
 

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 29. november 2018 i Forum i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2017 var Aller Aqua A/S.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.