København, 8. november 2018

BILA er årets vækstvirksomhed i Nordjylland

  • Share

BILA A/S er dette års vinder af EY Entrepreneur Of The Year i region Nordjylland. BILA, der leverer rådgivning, konstruktion, udvikling, implementering og servicering af robotanlæg, er kendetegnet ved godt købmandskab, vindermentalitet, engagerede medarbejdere og høj vækst, lyder det fra den regionale jury.

BILA A/S blev kåret som vinder af EY Entrepreneur Of The Year i region Nordjylland ved et arrangement torsdag aften i Aalborg.

”Danmark er blevet et foregangsland, når det gælder optimering af produktion og automatiseringsløsninger, typisk ved hjælp af industrirobotter, og den regionale jury hæfter sig bl.a. ved, at BILA er med til at drive denne udvikling. Juryen peger også på, at mere end 1000 automatiseringsløsninger til Danmark, Skandinavien det øvrige europæiske og amerikanske marked vidner om et stort potentiale, og en vinder med en karismatisk entrepreneur, der skinner igennem og har store ambitioner,” siger Allan Terp, Partner i EY og ansvarlig for region Nordjylland i EY Entrepreneur Of The Year.

Endnu flere vækstvirksomheder i region Nordjylland

Over hele landet kan stadig flere virksomheder præsentere høj vækst. I alt møder 1.603 virksomheder de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year mod 1.361 sidste år. Det er en stigning på 18 pct. EY har gennemført konkurrencen i 22 år i Danmark, og det samlede antal vækstvirksomheder kan være en ganske god vækstindikator. Den tidligere rekord var på 1.477 virksomheder i 2008, før finanskrisen satte et markant aftryk på de efterfølgende år. Det er først nu, at den rekord er matchet og passeret.

211 af landets vækstvirksomheder kommer i år fra Nordjylland. Det er 9 pct. flere end sidste år, og Nordjylland har siden 2015 oplevet støt fremgang i antallet af vækstvirksomheder. På landsplan skal den største fremgang i år dog findes i region Fyn og Syd- og Sønderjylland, der begge har hele 27 pct. flere virksomheder end sidste år, der lever op til vækstkravene i konkurrencen.

”Selvom vi i andre regioner ser større fremgang i antallet af vækstvirksomheder, kan vi være stolte af at fortsætte fremgangen i Nordjylland. Erhvervslivet i regionen har godt gang i hjulene, og der er mange dygtige virksomheder blandt de nominerede i år,” siger Allan Terp.

Ved kåringen torsdag var BILA oppe mod fire andre stærke finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne:

  • Arne Andersen Vrå A/S, der udfører fagentrepriser og styringsopgaver inden for hoved- og totalentrepriser.
  • Helgstrand Dressage ApS, der køber, uddanner og sælger verdens førende dressurheste.
  • Martin Munkebo A/S, der udvikler og producerer store støbte plastkomponenter.
  • Aalborg Energie Technik A/S, der er et førende, uafhængigt ingeniør- og entreprenørselskab, som leverer biomassefyrede kedelanlæg, kraftværker.

Med sejren er BILA A/S klar til landskåringen, som finder sted i Forum i København den 29. november. 
 

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 29. november 2018 i Forum i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2017 var Aller Aqua A/S.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.