København, 29. november 2018

Netcompany vinder vækstpris for andet år i træk

  • Share

Netcompany A/S vinder kategorien Growth DK ved EY Entrepreneur Of The Year 2018. Det er andet år i træk, at Netcompany står øverst på podiet i denne kategori og hyldes for sin imponerende vækst og udvikling. Konceptet har vist sig særdeles holdbart ikke mindst efter en succesfuld børsnotering, lyder det fra juryen, som også fremhæver ledelsens engagement i Danmarks fremtid, når det gælder iværksætteri, uddannelse, disruption og vækst.

I kategorien Growth DK er fokus på de virksomheder, der leverer, servicerer – og ikke mindst skaber arbejdspladser – i Danmark. Virksomhederne i Growth DK skal have en klar vækststrategi samt vise vækstpræstationer på hjemmemarkedet.

Netcompany løb med sejren i kategorien og André Rogaczewski blev hyldet ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year i Forum, København torsdag aften. Det er andet år i træk, at Netcompany vinder kategorien.

”Hos Netcompany fremhæver juryen en imponerende udvikling af forretningen og en stærk eksekvering af vækstplanerne. Den markante ledelse forstår at tegne virksomheden og skabe en stærk og performancedrevet kultur, hvor kunder, kvalitet og markedsforståelse er i fokus,” forklarer Søren Smedegaard Hvid, Partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:

”Hertil bemærker juryen et stærkt engagement i Danmarks fremtid, når det gælder iværksætteri, uddannelse, disruption og vækst – der alt sammen peger på forbilledligt entrepreneurskab i den helt rette ånd.”

Netcompany A/S var oppe mod to andre stærke finalister ved kåringen:

  • BILA A/S, der leverer rådgivning, konstruktion, udvikling, implementering og servicering af robotanlæg
  • AART Architects A/S, der ikke alene designer bygninger og byrum, men også dokumenterer den forskel, arkitekturen gør for mennesker, og det aftryk, den sætter på samfundet.
     

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 29. november 2018 i Forum i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2017 var Aller Aqua A/S.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:  Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.