København, 29. november 2018

Mobile Industrial Robots er EY Entrepreneur Of The Year 2018

  • Share

Mobile Industrial Robots ApS vinder EY Entrepreneur Of The Year 2018 foran et stærkt felt af regionale vindere. Mobile Industrial Robots er en førende producent af selvkørende, samarbejdende mobile robotter og har skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr, lyder det bl.a. fra landsjuryen. Virksomheden skal nu repræsentere de danske farver ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2019, hvor vindere fra flere end 50 lande vil dyste om sejren.

Fynske Mobile Industrial Robots, der er en førende producent af selvkørende og samarbejdende mobile robotter ved Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen, er hyldet som dette års EY Entrepreneur Of The Year ved landskåringen i Forum i København torsdag aften foran 800 erhvervsledere.

I alt var seks regionale vindere af konkurrencen med i opløbet om at blive årets bedste vækstvirksomhed. Med titlen følger også æren af at repræsentere Danmark ved verdensfinalen, EY World Entrepreneur Of The Year, i Monaco i juni 2019.

I sin motivation for kåringen af Mobile Industrial Robots lægger den uafhængige landsjury særligt vægt på:

  • Mobile Industrial Robots ligger forrest i feltet og trækker mange flere med. Ikke alene har de skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr. De hjælper også virksomheder verden over med at automatisere og optimere.
  • Dette års vinder er en aktiv del af et levende miljø, hvor de inspirerer andre omkring sig og selv fører nye ideer ud i livet.
  • Mobile Industrial Robots er born global og first mover. Virksomheden er i foråret solgt for 1,6 mia. kr. – efter blot fire år. Det mener juryen er et klart udtryk for virksomhedens disruptive potentiale og innovationshøjde. Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen har begge et stort drive, iværksætterhjerte, stædighed, disciplin og energi.

”Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneuren er en rollemodel for den kommende generation. Med Mobile Industrial Robots har vi fået en utrolig spændende vinder, som jeg er sikker på vil få stor bevågenhed i Monaco til EY World Entrepreneur Of The Year,” siger Lars Fløe Nielsen formand for landsjuryen i EY Entrepreneur Of The Year.

Mobile Industrial Robots var oppe mod de øvrige regionale vindere i kampen om at blive dette års EY Entrepreneur Of The Year:

  • BILA A/S, vinder af Region Nordjylland
  • Mountain Top Industries ApS, vinder af Region Sjælland
  • Netcompany A/S, vinder af Region København
  • NTG A/S, vinder af Region Syd- og Sønderjylland
  • Søstrene Grenes Holding ApS, vinder af Region Midtjylland
     

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 32. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 29. november 2018 i Forum i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2017 var Aller Aqua A/S.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:  Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden, Connect Denmark og Berlingske Business.