København, 10. juni 2019

USA vinder EY World Entrepreneur Of The Year 2019

  • Share

Amerikanske Brad Keywell fra Uptake Technologies er vinder af årets prestigefyldte pris, EY World Entrepreneur Of The Year. Uptake er den start-up, der hurtigst har nået en værdi på to mia. USD og er også den syvende succesfulde virksomhed, som serie-entrepreneuren står bag.

Flere dages program med fokus på entrepreneurskab, vækst og innovation kulminerede ved en gallafest i Monaco, hvor amerikanske Brad Keywell ud på aftenen blev udråbt som vinder blandt vindere fra 46 lande – heriblandt fra Danmark repræsenteret af Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen fra Mobile Industrial Robots (MiR).

Brad Keywell har tidligere etableret seks andre virksomheder, bl.a. Groupon. Uptake Technologies startet i 2014 og er siden vokset fra 50 til 750 medarbejdere. De udvikler software, der med brug af dataanalyse og kunstig intelligens kan øge produktivitet og effektivitet hos virksomheder. Den uafhængige jury fremhævede hans passion og drive, der har gjort fem af hans virksomheder til ’unicorns’ med en markedsværdi over en mia. USD. Samtidig stiller han den platform, som Uptake har udviklet, til rådighed for organisationer, der løser sociale problemer. Han har ligeledes stiftet flere sociale og erhvervsmæssige aktiviteter, bland andet Keywell Foundation, Future Founders og Chicago Ideas Week.

Fokus på Odenses roboteventyr

Med en amerikansk vinder i Monaco blev det altså ikke den danske vinder, Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen fra Mobile Industrial Robots, der kunne tage første pladsen.

”Juryen har valgt en super-entrepreneur, som mange gange har startet succeser. Det må man have respekt for, og vi ønsker tillykke med prisen,” siger Søren Smedegaard Hvid, Partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year. Han hæfter sig dog primært ved den positive interesse, der har været for MiR i den globale konkurrence:

”Jeg er så stolt af MiR og den måde Thomas og Niels har været en del af konkurrencen på. Vi har oplevet stor og positiv opmærksomhed, og de har virkelig sat et stærkt aftryk. Mange andre vindere og deltagere kender nu ikke blot til Mobile Industrial Robots, men også til den spændende udvikling i robotklyngen i Odense.”

Allerede nu er EY i Danmark i fuld gang med at forberede efterårets danske konkurrence for at finde næste års danske – og måske globale – vinder.

Læs mere om årets EY World Entrepreneur Of The Year.