København, 10. september 2019

Stabil vækst i Nordjylland

  • Share

I 2019 kan 209 virksomheder møde vækstkravene i konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year, der bl.a. kræver minimum 15 pct. vækst i bruttoavance eller i omsætning. Det er helt på niveau med året før, og der er stadig fart på væksten, selvom kurven flader ud.

Det er et nyt rekordår, når det gælder virksomheder i Danmark, der kan præstere høj vækst. I alt møder 1.623 virksomheder de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year mod 1.603 sidste år. EY har gennemført konkurrencen i 23 år i Danmark, og rekorden sidste år slog den tidligere rekord på 1.477 virksomheder i 2008 før finanskrisen. Med blot 1 pct. flere vækstvirksomheder i år er det en ny rekord, men dog en meget beskeden fremgang. Kurven flader ud, men der er stadig fart på i vækst-Danmark.

Nordjylland har siden 2015 oplevet støt fremgang i antallet af vækstvirksomheder, og der er stadig et stort antal virksomheder i det nordjyske, der kan præstere flotte vækstrater. Med -1 pct. færre, og i alt 209 virksomheder, så er det omtrent så tæt på sidste år, som det kan være, og det afspejler ganske godt udviklingen i det øvrige Danmark.

”Nordjylland holder niveauet og har omtrent samme antal vækstvirksomheder som sidste år. Ja, vi ser en opbremsning, men fastholder også et niveau, som afspejler, at der fortsat er gang i væksten,” siger Allan Terp, Partner i EY og ansvarlig for region Nordjylland i EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:

”Bag tallene er mange fantastiske og veldrevne virksomheder, som har travlt og lykkes i markedet. Vi ser dem fx inden for entreprise og byggeri og også en del underleverandører til industrien, ofte nichevirksomheder. Jeg krydser fingre for, at vi kunne have en dansk vinder i blandt dem i år.”

I Danske Bank, der i år er med som ny hovedsamarbejdspartner, bakker Lars Hedebrandt, områdedirektør for erhvervskunderne i Nordjylland, op om den udmelding. Han ser nemlig også mange gode bud på nordjyske virksomheder, der har det, der skal til for at vinde.

”Mange virksomheder gør det godt og skaber vækst og arbejdspladser her i Nordjylland. Alene at være nomineret i konkurrencen viser, at der er tale om en virksomhed, der gør en forskel og fungerer som rollemodel for andre.”

Sidste år blev Bila A/S kåret som vinder af EY Entrepreneur Of The Year i Region Nordjylland. Året før var det Aalborg Energie Technik. Sidste års landsvinder var Mobile Industrial Robots (MiR) fra Fyn.

Hvert år kåres Danmarks bedste vækstskaber i konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Formålet er at hylde de mennesker, der driver succesfulde virksomheder og skaber job og udvikling – og at inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej.

Dette års vinder i Nordjylland bliver fundet ved den regionale kåring mandag den 4. november 2019. Regionsvinderen går videre til landskåringen, der finder sted i København den 28. november.
 

Region 2019 2018 Change in %
Nord 209 211 -1 %
Midt 361 349 3 %
Syd 238 279 -15 %
Fyn 141 137 3 %
Sjælland 301 287 5 %
København 373 340 10 %
Total 1.623 1.603 1 %

 

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækst-konkurrence, der internationalt afholdes for 33. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 28. november 2019 i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2018 var Mobile Industrial Robots.
     

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:Dansk Industri, Vækstfonden, Mercedes Benz og Connect Denmark.