København, 30. oktober 2019

Hattrick til Netcompany i København

  • Share

For tredje år i træk er Netcompany kåret som regionsvinder i EY Entrepreneur Of The Year i region København. Virksomheden fortsætter væksten udfordrer det etablerede, kigger internationalt med opkøb og etablering, og det kvitterer juryen for igen i år.

Netcompany A/S ved André Rogaczewski er svær at komme udenom, når vi taler om vækst og entrepreneurskab. Virksomheden når igen i år til tops i juryens vurdering.

”Den regionale jury hæfter sig ved, at Netcompany er en særdeles markant spiller på det danske marked og efterhånden også internationalt. De hæfter sig ligeledes ved entrepreneurens stærke engagement, som kredser om uddannelse, iværksætteri, teknologi og disruption – noget der skiller sig positivt ud og er afgørende for Danmarks fremtid”, siger Anders Flymer-Dindler, Associate Partner i EY og ansvarlig for region København i EY Entrepreneur Of The Year.

København er årets højdespringer

I København var 373 virksomheder i år kvalificeret til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year mod 340 sidste år – en fremgang på 10 pct., hvilket er landets største fremgang i år, i et år hvor kurven ellers flader ud.

Ved kåringen onsdag var Netcompany oppe mod flere andre stærke virksomheder og også fire andre finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne:

Finalister:

  • Abacus Medicine A/S, der er en førende leverandør af original receptpligtig medicin til apoteker, læger og hospitaler.
  • Better Energy A/S, der udvikler, etablerer og driver solparker og en drivkraft i omstillingen til bæredygtig energiforsyning.
  • Gubi A/S, der med sin passion for både nyt design og glemte klassikere har skabt sig et markant navn i den internationale designarena.
  • Nordic Transport Group A/S, der er et hurtigt voksende speditionsfirma baseret på fælles ejerskab.

Med sejren er Netcompany klar til landskåringen, som finder sted i Lokomotivværkstedet i København den 28. november.

En hyldest til regionens bedste start-ups

Før regionsvinderen blev afsløret, skulle de tre finalister i konkurrencens start-up kategori pitche deres forretningside overfor publikum. Finalisterne i konkurrencen om at blive årets start-up virksomhed i Region København er:

  • Too Good To Go
  • Peakon
  • Pleo Technologies

De tre finalister skulle på blot fem minutter præsentere deres forretningside foran gæsterne, som derefter stemte på en vinder. Aftenens vinder blev Too Good To Go.

 

Region 2019 2018 Change in %
Nord 209 211 -1 %
Midt 361 349 3 %
Syd 238 279 -15 %
Fyn 141 137 3 %
Sjælland 301 287 5 %
København 373 340 10 %
Total 1.623 1.603 1 %

 

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 33. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 28. november 2019 i Lokomotivværkstedet i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2018 var Mobile Industrial Robots ApS.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:  Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden og Connect Denmark.