København, 28. november 2019

Global designvirksomhed kåret til Danmarks bedste vækstskaber

  • Share

Kvadrat A/S er kåret som dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. I alt var seks stærke regionale vindere i spil til prisen ved landskåringen. Kvadrat er Europas førende leverandør af teknologisk nyskabende og moderne kvalitetstekstiler og leverer til arkitekter, designere og private i hele verden. Virksomheden skal nu repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2020, hvor flere end 50 lande dyster om titlen.

Kvadrat A/S ved Anders Byriel og Mette Bendix er Europas førende leverandør af teknologisk nyskabende og moderne kvalitetstekstiler, og virksomheden leverer til arkitekter, designere og private i hele verden. Kvadrat løb med titlen som EY Entrepreneur Of The Year 2019 i Danmark ved landsfinalen i Lokomotivværkstedet torsdag aften foran 800 entrepreneurer og erhvervsledere.

I alt var seks regionale vindere af konkurrencen med i opløbet om at blive årets bedste vækstvirksomhed. Med titlen følger også æren af at repræsentere Danmark ved verdensfinalen, EY World Entrepreneur Of The Year, i Monaco i juni 2020.

I sin motivation for kåringen af Kvadrat lægger den uafhængige landsjury særligt vægt på:

  • Kvadrat er en fænomenal dansk væksthistorie, som konstant udvikler sig, og som har formået at skabe en ekstrem bred tilstedeværelse.
  • Den innovative tilgang, der gennemsyrer virksomheden, betyder, at funktionalitet, lyd og lys spiller ind i designs, som benyttes af førende spillere i industrien. 
  • Her hersker en særlig kreativ designkultur med sigte på det globale marked, hvor Kvadrat har opnået en markant og førende markedsposition bl.a. gennem stærke partnerskaber med internationale arkitekter og kunstnere. Engagementet i moderne kunst og design er tydeligt.
  • Også inden for bæredygtighed indtager virksomheden en førende position og er anerkendt for sine resultater på området – og er en af faktorerne i virksomhedens høje kundeloyalitet. 
  • Juryen peger i høj grad også på den helt særlige entrepreneurånd, som med anden generation i virksomheden har skabet meget imponerende resultater.

”Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneuren er en rollemodel for den kommende generation. Kvadrat er en utrolig spændende dansk virksomhed med flot global rækkevidde, og som jeg tror vil få stor opmærksomhed i Monaco til EY World Entrepreneur Of The Year i 2020,” siger Lars Fløe Nielsen formand for landsjuryen i EY Entrepreneur Of The Year.

Kvadrat var oppe mod de øvrige regionale vindere i kampen om at blive dette års EY Entrepreneur Of The Year:

  • Cane-line A/S
  • Gubra ApS
  • Mekoprint A/S
  • Mos Mosh A/S
  • Netcompany A/S
     

Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

  • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
  • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækstkonkurrence, der internationalt afholdes for 33. gang i år.
  • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
  • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 28. november 2019 i København.
  • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2018 var Mobile Industrial Robots ApS.

Hvem kan deltage?

  • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
  • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
  • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:  Mercedes Benz, Dansk Industri, Vækstfonden og Connect Denmark.