København, 28. november 2019

Modefirma med ’social impact’ vinder pris

  • Share

Carcel vinder kategorien Social Entrepreneurship ved EY Entrepreneur Of The Year 2019. Virksomheden kæmper for at skabe bedre rettigheder og forhold for kvinder i fængsel i Thailand og Peru. Juryen ser bl.a. en virksomhed, der slår på flere facetter af bæredygtighed og formår at integrere højt socialt ansvar i hele sin værdikæde.

Det er kun anden gang, at prisen for Socialt Entrepreneurskab uddeles ved EY Entrepreneur Of The Year, og dette års vinder er Carcel v. Veronica D´Souza. Carcel producerer sæsonløs luksusmode i kvindefængsler i Thailand og Peru og sikrer, at de indsatte kvinder kan forsørge deres familier under og efter fængselsopholdet.

Formålet med prisen er at hylde virksomheder, der kan inspirere, motivere, engagere og fremme iværksætterlyst, der løser samfundsmæssige udfordringer og fremmer interessen om investeringer i området. Der er mange bud på, hvad man betegner som socialt entrepreneurskab eller impact-virksomheder, og den diversitet afspejler sig også i det brede felt af 14 nominerede virksomheder i kategorien i år. Alle har de i en eller anden grad en tilknytning til FN’s verdensmål.

”Juryen hæfter sig ved den stærke personlige historie om en passioneret og karismatisk entrepreneur, som brænder for den sociale dimension. Hun viser en særlig vilje og et stort mod ved at leve sin vision ud i livet, og det vil juryen gerne belønne. Samtidig har dette års vinder formået at opbygge en historie og et brand omkring virksomheden og ideen bag, som allerede har fået stor opmærksomhed – også internationalt – og hun udfordrer traditionelle mønstre i modebranchen,” siger Torben Hartz, Partner i EY og ansvarlig for kategorien Social Entrepreneurship og fortsætter:

”Det er en forretningsidé, der har taget de første skridt – og potentielt kan gøre en endnu større forskel – ikke blot for de indsatte kvinder, men også for deres børn og familier udenfor fængslet. Juryen ser en virksomhed, der slår på flere facetter af bæredygtighed, og som formår at integrere højt socialt ansvar i hele sin værdikæde”.

Ud over Carcel var der to andre finalister til prisen Social Entrepreneurship ved EY Entrepreneur Of The Year:

  • Pond, der udvikler et 100% biobaseret- og bionedbrydeligt resinsystem – et bæredygtigt alternativ til traditionelle oliebaserede løsninger i flere industrier.
  • Lifeshelter, der arbejder med at levere mere holdbar og værdig beboelse for verdens mest udsatte flygtninge og fordrevne.

EY, Den Sociale Kapitalfond og +impact by Danske Bank står bag særprisen for Social Entrepreneurship, der uddeles for anden gang herhjemme. Sidste års vinder var Specialisterne ved adm. dir. Carsten Lassen.