København, 26. november 2015

Ellegaard A/S vinder med unikt cleantech-produkt

  • Share

Ellegaard A/S vinder dette års Cleantech kategori ved EY Entrepreneur Of The Year for sit egenudviklede og bæredygtige dyrkningssystem, Ellepot. Med sin markante miljøprofil har Ellegaard skabt ægte cleantech produkter, der er unikke på verdensplan og virksomheden har skabt betydelig vækst på et nyt og alternativt område.

For at vinde kategorien Cleantech skal virksomheden udvikle produkter, services og processer, der reducerer ressourceforbrug og forurening bedre end gængse teknologier. Juryen vurderer, at Ellegaard har en markant miljøprofil og skaber ægte cleantech produkter, der er unikke på verdensplan.  

”Vindervirksomheden tager med sit produkt hånd om et ressourceproblem. Ved at anvende produktet, der i sig selv er bæredygtigt, reduceres ressourceforbruget, som opstår ved brugen af konventionelle produkter”, siger Carsten Kjær, partner i EY og ansvarlig for Cleantech kategorien.

Ellegaards egenudviklede dyrkningssystem, Ellepot, er miljøvenlige og let nedbrydelige substratpotter, som sikrer en hurtigere, kraftigere og mere ensartet spiring af planterne. Samtidig opnår planteavleren betydelige effektiviseringsgevinster og øget fleksibilitet i sin produktion.

”Løsninger inden for cleantech kommer i mange forskellige former og med store internationale perspektiver. Ellegaard har skabt betydelig vækst på et nyt og alternativt område.  Virksomheden er meget globalt tænkende og har allerede set og udnyttet et væsentligt eksportpotentiale, og er i dag mere global end den er national”, siger Carsten Kjær.

Ellegaard sidder endnu kun på en lille del af det potentielle marked, hvor markedsandelen forventes at stige i takt med øget fokus på bæredygtighed. Juryen hæfter sig ved, at produktet er yderst fleksibelt og kan tilpasses en lang række behov hos kunder over alt i verden – uden at gå på kompromis med bæredygtigheden.

Nominerede i Cleantech kategorien
Ellegaard vinder i år foran to andre virksomheder, der også var nomineret i kategorien Cleantech:

  • Aquaporin, har udviklet en ny bioteknologisk membran til vandrensning. Membranen er baseret på naturens eget vandfiltreringssystem – de meget selektive og effektive aquaporin vandkanaler. Vandforurening giver især udfordringer ved industriproduktion, men også i befolkningstætte områder. Aquaporins membran kan anvendes til en lang række udfordringer med at få rent vand, bl.a. rensning af industrivand og vand til husholdningsbrug. Membranen er udviklet og potentialet er enormt – også på kort sigt.
  • Bigadan A/S, der har mere end 30 års erfaring med at opføre og drive biogasanlæg. Bigadan har to forretningsområder: En entrepriseforretning, som projekterer og leverer komplette biogasanlæg, samt ejerskab og drift af egne biogasanlæg. Bigadan leverer primært løsninger til EU-lande og USA. Bigadan er en god solid virksomhed med stort potentiale for vækst.  
     

Om EY Entrepreneur Of The Year

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for vækstvirksomheder og en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.

I 2015 er der 1.041 virksomheder i Danmark, der møder kravene for deltagelse: Entrepreneuren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.

En uafhængig jury af erhvervsfolk kårer 6 vindere i regionerne, som går videre til landsfinalen.

Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.

Ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year uddeles priser i kategorierne: Growth DK, Globalization, Innovation, Start-up, Cleantech, Life Sciences samt Æresprisen og landsvinderen kåres.

Vinderen af EY Entrepreneur Of The Year 2015 kvalificerer sig til verdensmesterskabet EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2016.

EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i flere end 50 lande og er dermed verdens største vækstskaberkonkurrence, der internationalt afholdes for 30. gang i år.

Samarbejde i Danmark: Hovedsamarbejdspartner: Jyske Bank. Øvrige samarbejdspartnere: Dansk Erhverv, Berlingske Business, Connect Denmark.